Flere ting peger på, at det er relationen mellem skoleskyder og barnemorder Adam Lanza og så hans mor, der kan være nøglen til at forstå, hvorfor den 20-årige unge mand fredag gik amok og gjorde sig skyldig i den værste massakre af sin art, der nogensinde er oplevet i USA.
Klinisk psykolog Richardt Thomas Lionheart, som er specialist i destruktiv og selvdestruktiv adfærd hos personer, hæfter sig ved dels rækkefølgen af likvideringerne, dels udvalget af ofre.
- Det kan være meget vanskeligt at nå til en forståelse af, hvorfor det her sker. Men når man ser på forløbet, så er der ingen tvivl om, at det på en eller anden måde handler om moderen. Jeg hæfter mig ved, at moderen er den allerførste, Adam Lanza vælger at dræbe. Og bagefter tager han hen på netop den skole, hvor hun angiveligt er ansat og likviderer netop de børn, som er hendes elever, siger Richardt Thomas Lionheart til BT.
- Til forskel fra de andre skoleskyderier, så har det her fra Newtown en anden karakter. I de andre tilfælde har det helt typisk handlet om en voldsom vrede, som en elev har rettet mod dem, han var vred på og så har fået afløb for det.
- I det her tilfælde kender Adam Lanza ikke engang de børn, han dræber. Han er ikke vred på dem. Men et eller andet er alligevel gået helt skævt, og fakta er, at han er begyndt ved moderen og derefter er fortsat med at dræbe hendes »børn« i skolen. Jeg er ikke i tvivl om, at han allerede fra det tidspunkt, da han skyder sin mor, også er bevidst om, at han vil slutte det hele af med at dræbe sig selv, uddyber Richardt Thomas Lionheart.
- Der forestår nu et enormt arbejde med et bearbejde sorgen hos ikke mindst de mange børn, der overlevede, men som har set døden i øjnene. Og også alle de andre børn, der gik på skolen, deres venner, børn der bor i byen og selvfølgelig også de voksne.
- Sådan en hændelse vil være en, de aldrig glemmer. Det kræver en massiv indsats at bearbejde det, der er sket, men med den rigtige håndtering vil de sagtens kunne lære at leve med det og blive hele mennesker. Det, der er rigtig vanskeligt, er at finde den rette balance mellem det, børnene skal have at vide, og så det, de ikke skal have et vide. Det er utrolig vanskeligt, for man vader jo i traumer her.
- I en normal traume-bearbejdning begynder man med facts. Det skal man også, når det handler om børn, men det er meget svært at finde den rigtige balance, så de kan holde til det. De skal have at vide, hvad der er sket, hvor hvem har været hvornår og så videre. Alt det der er umiddelbart forståeligt, skal man sige til dem. Men det giver ingen mening at begynde at fortælle dem noget, som de ikke forstår alligevel. Og som selv de voksne kan have svært ved at forstå, siger han.
Richardt Thomas Lionheart uddyber:
- Katastrofepsykologi handler om facts og om følelsesmæssig opbakning og beskyttelse. Hvad var det, der skete? Hvad var det, der ramte os, og hvordan gik det til? Man kan sige, at »det man ikke ved, har man ondt af«. Er verden sikker? Og hvor sikre kan vi være på, at det ikke sker igen?
- De voksne må træde i karakter som voksne, og alligevel kan det vare længe, inden sikkerheden og troen på livets selvfølgelighed er genindført.
- I min arbejdsmåde er gennemførslen af et ritual en stærk og vigtig ting. Stearinlys, flag, stilhed, udsagn og opstilling af deltagerne i en eller anden rækkefølge, som alle kan være enige om, og som varer to til 15 minutter. Gennemførelse af et godt ritual i en så voldsom og uforståelig situation er altid en meget rensende og befriende handling, siger han.
