Varierende havstrømme i Øresund gør det svært at finde liget af en svensk journalist, hvis hun altså er dræbt og er smidt i vandet, som politiet mistænker, vurderer ekspert.

Københavns Politi offentliggjorde mandag, at eftersøgningen af den forsvundne svenske journalist, Kim Wall, er fortsat ind i svensk farvand. Det sker efter, at Hjemmeværnet forgæves har ledt efter den savnede kvinde ved hjælp af overflyvninger af områder, hvor hun kunne forventes at være.

I dag har svensk politi meldt sig klar til at deltage i eftersøgningen. Ifølge nyhedsbureauet TT har svensk politi oplysninger om, at strømmen i farvandet har haft retning mod Sverige både i løbet af torsdag og fredag.

Men der venter de danske og svenske myndigheder en svær opgave under havoverfladen, lyder det fra senior-professor i oceanografi, Anders Stigebrandt.

»At lede efter noget i Øresund er vanskeligere end at søge på det åbne hav,« siger han til Aftonbladet.

Han fortæller, at de stærke strømme i det smalle stræde mod Østersøen varierer efter vandstanden i sundets forskellige dele, og at havbunden i sundet er dækket af tæt, blød vegetation.

»Jeg finder det svært at tro, at noget, der er forsvundet der i weekenden, kan findes der nu,« siger han.

Hvor kroppen kan være ført til, er svært at sige, lyder det.

En sydgående strøm kan i weekenden have ført kroppen til et af Østersøens dybe huller. Det kan ligge dybt under overfladen, siger Anders Stigebrandt og fortæller, at den sydgående strøm gør vandet mere salt, hvilket får genstande til at falde mod bunden.

Professoren fortæller, at havet omkring det sydvestligste hjørne af Sverige bør være der, politiet leder lige nu.

»Jeg tror ikke, at man skal kigge i tysk farvand endnu. Jeg vil gætte på, at den sydlige del af Skanör er et godt søgeområde nu,« siger han.

Kim Wall blev meldt savnet fredag, hvorefter den danske ubådejer, Peter Madsen, blev sigtet for på et ukendt sted på en ukendt måde at have slået hende ihjel. Lørdag blev han varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab, selvom politiet fortsat ikke har fundet et lig i sagen.