Eksmanden til den 40-årige Jannie Dam Reenberg, der blev dræbt i Sneslev i december sidste år, er i dag blevet fundet skyldig ved Retten i Roskilde.

Det skriver TV ØST.

Jannie Dam Reenberg blev fundet død på gulvet i hendes graverkontor ved Sneslev Kirke fredag den 30. december. Hun var dræbt af et knivstik i halsen. Kort derefter blev hendes 68-årige eksmand anholdt.

Den drabsdømte og Jannie Dam Reenberg var gået fra hinanden to uger før, hun blev fundet dræbt på gulvet i sit graverkontor.

Efter deres brud var Jannie Dam Reenberg flyttet hen til sin nye kæreste. Eksmanden fortalte i retten, at han ikke var jaloux. an var blevet ked af det, men han sagde, at han elskede hende for højt til at gøre hende fortræd.

Forsvarer Thorkild Høyer mente ellers ikke, at der var tilstrækkelige beviser på, at eksmanden slog Jannie Dam Reenberg ihjel. Der blev nemlig ikke fundet DNA spor på liget, og der var hverken blodspor i eksmandens hjem eller i hans bil.

Et af de afgørende beviser var, at hans telefon blev registreret på en mast nær kirken.

Straffen bliver udmålt senere fredag.