Nicoline Simones ekskæreste sniffede kokain hver dag og truede ofte den 17-årige pige med at slå hende ihjel. Men han tvang hende aldrig til at hente den kokain, som hun er tiltalt for, hævder han i retten.

Det var efter alt at dømme et noget turbulent forhold, som den 17-årige X Factor-Nicoline Simone havde til sin otte år ældre kæreste fra sommeren 2011 til slutningen af januar 2012.

Det er netop kommet frem i retten i Sønderborg, hvor både Nicoline Simone og ekskæresten EB sammen med to andre står tiltalt i en stor sønderjysk narkosag. En sag, der kan ende med at sende X Factor-deltageren bag tremmer.

Nicoline Simone, der ikke ønskede at møde op til sagens første retsmøde, nægter sig skyldig i anklagerne om at have transporteret to kilo narkotika fra en bil ved Nordborg på Als, hvor den 17-årige pige kommer fra, til en nærliggende adresse i december 2011.

Ekskæresten EB nægter ligeledes, at han sammen med sin lillebror AB har fragtet mindst 2,6 kilo kokain over den dansk-tyske grænse og videresolgt det i Danmark.

Til gengæld indrømmede EB blankt fredag eftermiddag, at .

- Ja. Jeg har måske endda sagt noget, der var værre end det. Men det er ikke noget, jeg har ment på nogen som helst måde, forsvarede den 25-årige mand sig, da anklageren spurgte, om han havde truet Nicoline Simone med at flænse hendes ansigt med en kniv.

Kniven nægtede han dog at være i besiddelse af.

- Jeg kører uden kørekort, skulle jeg også til at køre med våben og risikere at bliver stoppet? Nej, grinede han fra anklagebænken.

Første pressemøde

Den 25-årige EB er blandt andet tiltalt for at have udtalt 'jeg dræber dig snart, jeg mener det Nicoline, jeg gør snart et eller andet klamt ved dig.. fat det', men han forklarede i retten, at hans dengang 16-årige kæreste udmærket var klar over, at han ikke mente det alvorligt.

- Hvis jeg havde ment bare 2 procent af det, havde jeg også gjort det. Så var der sket noget. Dagen efter kom hun jo altid tilbage, jeg elsker dig, du elsker mig. Alt var godt. Hun tog det jo heller ikke så seriøst. Hun kendte mit temperament, sagde EB, der undskyldte sit temperament med sit massive kokain- og hashmisbrug.

Et misbrug, der indebar, at den 25-årige førtidspensionsmodtager hver eneste dag sniffede kokain, og at han kørte en forretning, hvor han solgte både hash og kokain for at finansiere sit dyre forbrug. Det er denne forretning, som anklagemyndigheden forsøger at belyse, og under retsmødet blev der afspillet adskillige telefonsamtaler, hvoraf flere af dem var på albansk, hvor der EB højtråbende og hidsig indkræver penge fra forskellige mænd.

EB hævder, at pengene udelukkende stammer fra salg af hash, der er væsentligt billigere og giver væsentligt lavere fængselsstraf end kokain, men anklageren stillede sig flere gange tvivlende overfor denne påstand, da der var tale om pengebeløb på op til 18.000 euro.

- Jeg er vel bare god til at spare op, forklarede førtidspensionsmodtageren, der efter regningerne var betalt havde 4.000 kroner at leve for. 

Ekskæresten står også tiltalt for at have tvunget Nicoline Simone til at hente de to kilo kokain i december 2011 og bringe dem til ham fra bilen ved Nordborg, men også det nægter han.

- Det er hendes fantasi, der løber af med hende. Jeg har aldrig bedt hende om noget med stoffer. Tværtimod har jeg været meget imod, når hun tog stoffer. Hun har selvfølgelig taget stoffer, mens vi var sammen. Men jeg har aldrig nogensinde bedt hende om at hente 2000 gram kokain. Det kunne jeg aldrig nogensinde finde på, sagde EB, der mener, at den 17-årige Nicoline Simone .

- Det er noget, hun har bildt dem ind. Hun vil bare have os låst inde på en gang, så hun kan være i fred derude.

Retssagen er berammet til fem retsdage, og der forventes at falde dom den 26. oktober. Nicoline Simone vil være til stede i retten på onsdag, hvor sagens anden retsmøde finder sted.