Eks-manden ville ikke gå: Stak ham med filetkniv

En hyggelig komsammen endte i et blodigt drama for en kvinde og hendes tidligere samlever på Nordfyn.

Den 39-årige kvinde og den 47-årige mand havde hygget sig med alkohol i kvindens rækkehus på Odensevej i den nordfynske by Søndersø, da det gik galt kort før klokken 03 natten til mandag.

- Der opstår noget skænderi, hvor de begynder at flytte rundt på møblerne og kaste rundt med nogle ting. Hun vil gerne have, at han skal gå, men det vil han ikke, fortæller vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

I sin frustration over, at manden tilsyneladende ikke vil gå, tyer kvinden til alternative overbevisningsmetoder.

- På et tidspunkt sætter kvinden triumf på og trækker en filletkniv fra køkkenskuffen og stikker manden lige under højre skulder - lige oven for lungen, siger Kim Munksgaard. Kniven når fire centimeter ind i mandens krop.

- Det bløder forholdsvis kraftigt, da der er mange blodårer i området, og lige i starten ser det meget alvorligt ud, fortæller vagtchefen.

Manden er dog heldig, for det viser sig på sygehuset, at knivstikket ikke er så alvorligt som først antaget. Kniven nåede nemlig ikke ind i mandens lunge.

- Han er meldt stabil og uden for livsfare, og han er nu indlagt på traumecenteret til observation, siger vagtchefen.

Den 39-årige kvinde er blevet taget med på politistationen, hvor hun er blevet afhørt. Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at hun havde til hensigt at dræbe manden, da hun stak ham med kniven, og derfor vil hun formentlig bliver sigtet for grov vold - og ikke for forsøg på manddrab.

Der var ingen børn eller andre til stede i rækkehuset, da knivstikkeriet fandt sted.

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her