Den tidligere mesterbokser Lars Lund Jensen er af Højesteret blevet idømt et ekstra års fængsel for tre voldtægtsforsøg på et kollegium tilbage i oktober 2002.

Vestre Landsret straffede i juni sidste år eksbokseren med halvandets års fængsel for episoden, men nu har Højesteret hævet straffen med et ekstra år.

Højesteretsdommerne fremhæver, at Folketinget med en lovændring fra 2002 har ønsket hårdere straffe i voldtægtssager og generelt har krævet netop et års fængsel mere end før.

Lars Lund Jensen er dømt for den 5. oktober i 2002 at være trængt ind på tre forskellige værelser på et kollegium i Toftlund og have forsøgt at voldtage de sovende kvinder, der boede der.

Det lykkedes to af dem at skræmme ham væk, mens han nåede at befamle den tredje, efter at han havde lagt en ledning om hendes hals. /ritzau/