McDonald's er vant til lidt af hvert - men alligevel måtte de give fortabt og ringe til ordensmagten, da en svært beruset mand onsdag havde låst sig inde på toilettet.

Episoden skete på en McDonald's på Valdemar Sejrsvej i Holbæk, skriver sn.dk

Den temmeligt berusede mand var en 48-årig fra Gørlev, som havde låst sig inde på et toilet. For at holde humøret højt, havde han både taget en ramme øl og tobak med sig.

Efter forgæves at have forsøgt at få manden ud, måtte personalet til sidst tilkalde politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi fik anmeldelsen klokken 16.40 og den 48-årige kom en tur i detentionen for at sove rusen ud.