Eftersøgning indstillet: Kæntret jolle drev rundt i sø

Politiet har indstillet eftersøgningen efter personer i vandet i Tystrup Sø syd for Sorø.

En helikopter har fredag eftermiddag været i luften over søen og ledt efter personer i vandet med varmesøgende udstyr, men den har intet fundet, siger vagtchef hos Sydsjællands Politi Anders Mikkelsen.

En kæntret jolle blev fredag eftermiddag set drive rundt på Tystrup Sø. 

Politiet vidste ikke, om nogen havde været ude at sejle med jollen, eller om der var tale om en jolle, der her revet sig løs af sin fortøjring, og de satte derfor en eftersøgning i gang, oplyste vagtchef Anders Mikkelsen tidligere på dagen.

- Vi har et bådberedskab, som har været ude at se, om der lå nogen under båden eller omkring den, men det gjorde der ikke, sagde Anders Mikkelsen.

Efterfølgende har en helikopter fløjet rundt over søen for at se efter eventuelle personer i vandet, men uden resultat.

Politiet fik anmeldelsen om båden kl 14.53, men det vides ikke, hvor længe den har drevet rundt på søen.

- Vi har nu indstillet eftersøgningen. Vi har ikke fundet nogen personer i vandet, og vi har ingen anmeldelser om savnede personer, så vi regner med, at båden selv har revet sig løs af fortøjringen og er drevet ud på søen, siger Anders Mikkelsen.