Klokken 04.15 natten til tirsdag opdagede en politimand, der var på vej hjem fra arbejde, en bil, der var blevet meldt stjålet, mens han var på arbejde. Han fulgte efter bilen, samtidig med, at han kontaktede sine kolleger, der straks sendte en patrulje afsted. 

- Føreren af bilen opdagede patruljen og forsøgte kortvarigt at flygte mod lufthavnen i Roskilde. Men han opgav hurtigt flugten og standsede i nærheden af lufthavnen, hvor de fire drenge blev anholdt, forklarer kommunikationsmedarbejder, Martin Bjerregaard.  

I bilen sad fire efterskoleelever fra en efterskole i Roskilde. To drenge på 15 år og to drenge på 16 år. Tidligere på natten havde de begået indbrud på efterskolens kontor, hvor de havde stjålet nøglerne til bilen. De fire drenge blev anholdt og ført til politistationen, hvor skolelederen tog i mod. Han sad med til afhøringen af de fire drenge sammen med en repræsentant for de sociale myndigheder, som er standard, når mindreårige bliver anholdt for brud på straffeloven.

- De blev alle sammen løsladt i morges, efter vi havde afhørt dem. Der vil komme et retsligt efterspil for dem hver især, når vi er færdige med at efterforske. De kan risikere at blive tiltalt for at have stjålet bilen og for at have kørt rundt i den, forklarer kommunikationsmedarbejder, Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Men de fire drenge risikerer også at blive sigtet for tyveri. De gjorde sig nemlig ikke kun skyldige i at stjæle bilen. De stjal også et Dankort fra en lærer på skolen, og politiet efterforsker også den sag.

- Nu skal vi have kontakt til ejeren af Dankortet, så vi kan finde ud af, om de fire drenge har misbrugt det, siger Martin Bjerregaard.

De fire drenge blev løsladt og overladt til efterskolen tidligt tirsdag morgen.