Den 46-årige elektriker og stærkstrømsingeniør Abdultarik Celik blev efterlyst af Midt- og Vestsjællands Politi for drabsforsøg mod sin søn. Nu er han blevet løsladt og planlægger flere sagsanlæg.

- Jeg er ikke farlig. Jeg er en højtuddannet, arbejdsom mand med eget hus og en gravid kone.

Sådan siger Abdultarik Celik - af venner kaldet Tarik - fra Ølstykke. Den 46-årige far er uddannet elektriker og stærkstrømsingeniør. Indtil for nylig arbejdede han som tilbudsberegner og projektleder i et el-firma, men i oktober skete der noget, der vendte op og ned på hans liv.
Fra at være en vellidt kollega og nabo blev han en jaget mand.

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste ham i medierne med navn og billede og advarede borgerne mod at nærme sig ham:

- Jeg kan ikke udelukke, at han er farlig, sagde Kim Løvkvist til TV2 15. oktober.

Baggrunden for efterlysningen var et skænderi mellem Abdultarik Celik og hans 22-årige søn. Skænderiet fandt sted på en parkeringsplads i Ringsted, hvor Abdultarik Celiks mor bor. Ifølge Abdultarik Celik mundede skænderiet ud i, at han måtte flygte derfra i sin bil. Efterfølgende valgte sønnen at melde sin far til politiet. Abdultarik Celik havde forsøgt at stikke ham med en kniv og køre ham ned med sin bil, hævdede sønnen.

Politiet tog kontakt til både Abdultarik Celiks kone og hans arbejdsplads. Abdultarik Celik siger, at han tog flere skridt for at komme i kontakt med politiet. Han ringede til alarmcentralen, skrev en sms til en betjent og mødte personligt op på politistationen i Frederiksund.

- Politistationen var lukket, så jeg skrev et brev og lagde det i postkassen, fortæller Abdultarik Celik.

Alligevel kunne han ugen efter læse sit navn og se sit billede på flere danske mediers  hjemmesider.

- Jeg blev dybt chokeret. Mine venner ringede til mig og sagde: 'Hallo, Tarik, du er efterlyst. Hvad sker der?', fortæller Abdultarik Celik.

Han kontaktede herefter politiet og sagde, at de kunne komme og hente ham på hans adresse i Ølstykke. Samme dag blev han anholdt og varetægtsfængslet.

9. december blev Abdultarik Celik løsladt efter at have været varetægtsfængslet i 53 dage. Løsladelsen skete 3 dage før et retsmøde  i Retten i Roskilde.

Abdultarik Celik siger, at sagen stadig er åben, men at sigelsen for drabsforsøg er droppet. Men selvom han er på fri fod, er hans navn sværtet til af efterlysningen, og det har store konsekvenser for ham og hans familie.

- Folk kigger mærkeligt på mig på gaden. Jeg har mistet mit job på grund af politiets overdramatisering af sagen i medierne, og min gravide kone har angstanfald, fortæller Abdultarik Celik.

BT har modtaget flere henvendelser fra bekymrede borgere, der har set Abdultarik Celik i gadebilledet og ikke kan forstå, at den mand der for nylig blev kaldt 'farlig' af politiet, nu går frit omkring.

Abdul Celik agter nu at rejse en sag mod myndighederne, som han beskylder for at have hængt ham ud i offentligheden uden retshjemmel. Han mener, at efterlysningen af ham er i strid med retsplejelovens paragraf 819, der fastsætter hvornår politiet må efterlyse en person i offentligheden.

Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter i en mail til BT, at Abdultarik Celik selv kontaktede politiet inden han blev efterlyst, men fastholder at efterlysningen var i orden.

- Da den mistænktes identitet var politiet bekendt, blev han eftersøgt flere gange i hjemmet, på arbejdspladsen og hos nærmeste familie. Ved eftersøgning på den mistænktes arbejdsplads stak han af kort før politiets ankomst. Inden efterlysning af ham i offentligheden havde han været i dialog pr. SMS med en efterforsker, der bad ham om at melde sig selv. Politiet var også bekendt med, at han havde henvendt sig ved forskellige politistationer på tidspunkter, hvor politistationerne ikke var åbne for personlige henvendelser. Politiet er af den overbevisning, at Tarik Celik godt vidste, at han var eftersøgt af Midt- og Vestsjællands politi, men valgte ikke at melde sig selv. Derfor besluttede politiet at efterlyse ham i offentligheden med både navn og foto, skriver politikredsen i mailen.

Abdultarik Celik afviser, at han stak af fra politiet. Han siger, at han var på arbejde.

Midt- og Vestjællands Politi vil ikke udtale sig om, hvilke sigtelser der på nuværende tidspunkt er mod Abdultarik Celik, da sagen stadig er ved at blive vurderet juridisk.