Efterlyst mands taske fundet i havn
Tommy Algreen Larsens taske er fundet i Odense Havn. Nu intensiveres eftersøgningen af den 18-årige, der forsvandt natten til lørdag.
Tommy Algreen Larsens taske er fundet i Odense Havn. Nu intensiveres eftersøgningen af den 18-årige, der forsvandt natten til lørdag.
En taske, som tilhører den forsvundne 18-årige Tommy Algreen Larsen, er søndag eftermiddag fundet i Odense Havn.
Det var dykkere fra Frømandskorpset, der i samarbejde med Odense Brandvæsen fandt tasken, og de intensiverer nu eftersøgningen i og omkring havnen, oplyser Fyns Politi til tv2.dk.
- Tasken er fundet 200 meter fra udgangspunktet for eftersøgningen i havnen, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Erik Halkjær, til tv2.dk.
Politiet har ligeledes haft hundepatruljer ude at lede efter Tommy Algreen Larsen, ligesom en større privat eftersøgning arrangeret af venner og familie er i gang.
Tommy Algreen Larsen er ikke set siden natten til lørdag, hvor han på en hvid damecykel forlod en fest på Tolderlundsvej i Odense.
Cirka klokken 01.30 blev hans mobiltelefon afbrudt, og telefonselskabet har oplyst Fyns Politi, at det er sket ved, at Tommy Algreen Larsen enten selv har pillet batteriet ud eller tabt telefonen, så den er blevet skilt ad.
Inden telefonen blev afbrudt, ringede Tommy Algreen Larsen til sine forældre og fortalte, at han ville cykle hjem til sig selv.