33-årige Hamid Farid Mohammed vil fra nu af have svært ved at gå ombord på en flyvemaskine eller slippe fra en fartbøde uden at blive anholdt.

Efter fundet af ligene af hans to døtre på ni og syv år samt deres mor i en kummefryser i Aabenraa søndag aften er den 33-årige kurdisk-syriske flygtning blevet efterlyst af Syd- og Sønderjyllands Politi via Interpol.

Det betyder i praksis, at hans navn nu optræder i den fælles database over efterlyste i det internationale politisamarbejdes 190 medlemslande over hele verden sammen med tusindvis af drabsmænd, narkosmuglere og storsvindlere.

30. oktober blev den 27-årige syriske kvinde Sherin Mohamed og hendes to døtre på syv og ni år fundet kvalt og dræbt i en lejlighed i Aabenraa.
30. oktober blev den 27-årige syriske kvinde Sherin Mohamed og hendes to døtre på syv og ni år fundet kvalt og dræbt i en lejlighed i Aabenraa. Foto: Privatfoto.
Vis mere

Foreløbig har politiet kunnet konstatere, at den nu efterlyste Hamid Farid Mohammed fredag aften tog en taxa fra sit hjem i den lille sønderjyske stationsby Bylderup-Bov til Flensborg på den anden side af grænsen.

Lørdag morgen kl. ca. 7.20 steg han i Hamburg ombord på et fly til Istanbul i Tyrkiet, og her efter sporet ham foreløbig.

»Det tager lige lidt tid at få oprettet det samarbejde, som vi skal have med de tyrkiske myndigheder om den videre efterforsknig.  Istanbul er indtil videre stadig det sidste sted, som vi kan spore ham til,«siger efterforskningsleder Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

»Umiddelbart skal vi ikke selv have nogle folk til Tyrkiet, med mindre vi finder ud af, at han opholder sig dernede. Det kan jo sagtens være, at han er rejst videre til eksempelvis Syrien. Dansk politi har i forvejen en forbindelsesofficer udstationeret i Tyrkiet, og ham samarbejder vi i første omgang med,« tilføjer efterforskningslederen.

Bent Thuesen erkender, at hvis den efterlyste for det tredobbelte drab i Aabenraa allerede er nået til Syrien, kan det godt vise sig at være en stor udfordring at få ham opsporet, anholdt og udleveret til Danmark.

»Jeg har aldrig prøvet det før i forhold til Syrien, men jeg må nok sige, at jeg tror personligt ikke, at alle ting fungerer så optimalt dernede,« lyder det fra Bent Thuesen.

Det internationale politisamarbejde Interpol, som den internationale efterlysning nu er blevet kanaliseret igennem, blev grundlagt i 1923. Kort før 2. Verdenskrig forlod en del lande sammenslutningen, fordi Nazi-Tyskland prægede samarbejdet, men efter krigen blev samarbejdet genoptaget mellem politimyndighederne i så godt som alle verdens lande, og i 1956 fik politisamarbejdet sit nuværende navn.

De efterlyste i Interpol-regi er typisk formodede gerningsmænd til alvorlig kriminalitet eller dømte kriminelle, der er stukket af fra myndighederne i deres hjemland.

Mere end 4.000 personer bliver hvert år arresteret som følge af en Interpol-efterlysning.