En voldsom trafikulykke nær Holstebro har nu krævet to dødsfald. Politiet jagter stadig en person med mulig forbindelse til ulykken, der stak af fra ulykkesstedet på en stjålet motorcykel.

Begge involverede bilister i trafikulykken på Landevej 11 Skjernvej mellem Nr. Felding og Klejnstrup i Vestjylland er nu afgået ved døden, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Tidligere på dagen blev en 36-årig mand fra Ringkøbing-Skjern Kommune erklæret død på Holstebro Sygehus, og de pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet.

Tirsdag eftermiddag er manden, der førte den stjålne varebil, som stødte frontalt sammen med den 36-årige på strækningen mellem Skjern og Holstebro, erklæret død på Skejby Sygehus i Aarhus. Manden er så slemt tilredt, at politiet endnu ikke har identificeret ham med sikkerhed.

Vidner på ulykkesstedet har forklaret over for politiet, at ulykken skete, da varevognen trak ud for at overhale. Her overså føreren af varebilen den modkørende bilist.

Politiet efterlyser stadig en motorcykel af mærket Suzuki, der fulgtes med varebilen op gennem Jylland fra Esbjerg-egnen, hvor begge køretøjer blev stjålet. Motorcyklen er en model GSX 750 med registreringsnummeret AA 75 295.

»Vi vil meget gerne i kontakt med vedkommende, der har ført motorcyklen. Vi har flere vidneforklaringer fra stedet, og vi håber snart at finde frem til vedkommende,« siger vagtchef Gert Høeg.