Ved du noget om de skudramte, eller var du vidne til episoden i Lyngby? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Det var dramatiske scener, der udspillede sig tirsdag aften ved Sticks 'N' Sushi i Magasin i Lyngby.

Her blev der affyret seks skud, hvoraf et ramte en 22-årig mand og et andet en 30-årig kvinde. Kvinden, som ifølge politiet var en tilfældig forbipasserende, kom gående med en lille pige i hånden (politiet ønsker ikke at fortælle, hvilken relation, der er mellem kvinden og den lille pige), da skuddene faldt og ramte kvinden og den 22-årige mand. Efterforskningslederen i sagen kalder over for BT skyderiet for 'vanvittigt' og 'skruppelløst'.

Den 22-årige mand blev ramt i bagdelen og er uden for livsfare. Kvinden havde været inde og handle og blev ramt af skud, da hun kom ud gennem døren. Med sig havde kvinden en lille pige, som hun holdt i hånden, da hun blev ramt af et af de i alt seks affyrede skud.

Foto: Mathias Øgendahl.
Vis mere

Og netop det faktum, at en forbipasserende, som også havde et lille barn med sig, blev såret af skud i en sag, som politiet efterforsker som værende banderelateret, anser efterforskningslederen i sagen, Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi, for at være 'vanvittigt' og 'skruppelløst'.

»Det er helt vanvittigt og hovedløst at skyde sådan på åben gade. Der var rigtig mange mennesker til stede i restauranten og i området. Så det, at man vælger at skyde flere gange, er helt vildt,« siger Henrik Gunst til BT.

Hvad siger det dig, at man vælger at skyde på åben gade på den måde?

»De er skruppelløse. Og i det hele taget er det meget usædvanligt. Det er måske første gang i Danmark, at det sker på den her måde, hvor man vælger at skyde, mens der er så mange almindelige mennesker på gaden. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanker om andre tilfælde,« siger efterforskningslederen.

Foto: Mathias Øgendahl.
Vis mere

Politiet er fortsat i fuld gang med efterforskningen. Og derfor kan Henrik Gunst heller ikke oplyse meget mere om, hvem de mistænker for at stå bag skyderierne, kun at de arbejder ud fra en teori om, at det kan være banderelateret.

»Vi er fortsat i gang med at analysere de tekniske beviser, og vi er også stadig i gang med at snakke med vidner, som der var rigtig mange af. Og så finder vi ud af, hvad vi så skal,« siger Henrik Gunst.

Politiet efterlyser en mand, der muligvis kan have haft med sagen at gøre. Vedkommende er cirka 30 år. Han beskrives som cirka 165 centimeter høj og slank. Manden var iført en mørk halvlang vinterfrakke, en mørkebrun hue og et halstørklæde. På ryggen bar han en rygsæk af mærket Eastpack.

Desuden koncentrerer efterforskerne sig om en lille hvid bil, der blev set køre fra Johannes Fogs Plads lige i nærheden. I bilen sad tre mænd.