KØB PLUS!

Efterforsker: Vi havde fanget sex-galningen med DNA-register

De seneste ugers intensiv klapjagt på en sexgalning, der kidnapper og krænker små skolepiger på Fyn, kunne med al sandsynlighed være ovre med et trylleslag, hvis politiet havde haft et meget omstridt redskab i værktøjskassen: Et DNA-register over alle danskere.

Det forklarer vicepolitiinspektør Henrik Justesen, der nu på fjerde uge leder efterforskningen af sagen. 

- Det er klart, at hvis vi havde haft et DNA-register hvor samtlige danskere stod opstillet, så havde vi jo nok haft ham nu, siger han og erkender, at det er et spørgsmål, han skal passe på med at mene for meget om.

- Det er i sidste ende en politisk vurdering, så jeg har sådan set ingen mening om, hvorvidt det bør indføres. Jeg arbejder med de redskaber jeg nu har, siger han. 

Den ukendte sexgalning slog første gang til i Øster Skerninge ved Svenborg 26. oktober. Her kidnappede og sexkrænkede han en 11-årig pige, der netop var stået af skolebussen. Andet overgreb fandt sted i Refsvindinge på Østfyn den 14. november, hvor en 10-årig også blev kidnappet og bortført på vej hjem fra skole.

En der til gengæld har en mening om et DNA-register er en af landets mest respekterede efterforskere, den tidligere chef for Rejseholdet, Kurt Kragh. 

- Personligt synes jeg, at alle burde registreres med deres DNA, der jo blot er nogle talkoder, som du ikke kan identificeres på, med mindre du arbejder med registeret. Rent faktisk ligger der blodprøver af alle der er født - vist nok efter 1983, men dem har politiet ikke mulighed for at bruge. Det hele afhænger af den politiske holdning til et register, forklarede han i går  under en chat med BTs læsere her på sitet. Læs hele chatten HER

- Jeg har ingen bekymringer m.h.t. misbrug af et sådant register, fortsatte han og er dermed enig med flertallet i befolkningen, som også ønsker et register indført. 
 
Danskerne ønsker et dna-register: Derfor er det en dum idé 

Der er dog fortsat ikke politisk flertal for at indføre et register, så derfor må Henrik Justesen og hans politifolk på Fyn fortsætte efterforskningen mod sexkrænkeren på vanlig vis. 

- Der er op- og nedture i sådan en efterforskning - også humørmæssigt - men jeg må sige, at jeg lige nu er ganske fortrøstningsfuld med hensyn til at fange ham. Jeg føler at det går fremad. 
 

Afstemning

 

Hvad mener du? Deltag i DNA-debatten herunder