På lørdag er det nøjagtig tre måneder siden, at den 41-årige Heidi Abildskov blev brutalt myrdet i sit eget hjem i Virum. Det uopklarede drab piner i dag efterforsker Henning Svendsen.
Der går ikke en dag, hvor efterforsker Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi ikke tænker på den 41-årige viceskoleinspektør, der 16. november sidste år blev fundet dræbt i haven ved sit hus i Virum. En novembermorgen, efter hun aftenen forinden formentlig havde overrasket en indbrudstyv, da hun var alene hjemme. Hun kæmpede for sit liv, men adskillige knivstik senere døde hun.

Drabsmanden forsøgte på sin vej væk at stjæle familiens bil, men automatlåsen smækkede ham ude og sit eget blodplettede tøj inde, og forærede dermed politiet både fingeraftryk og dna-profil. Men der var intet match herhjemme og endnu ikke i udlandet.

- Vi har løbet alt igennem igen og igen, men vi står desværre ikke med en åbning i dag. Folk har været rigtig flinke til at henvende sig og hjælpe os, men vi må indse, at vi intet andet kan gøre, end at vente på han begår en ny forbrydelse. Og uanset hvor mange mønter jeg kaster i ønskebrønden, eller hvor meget jeg end kigger ind i krystalkuglen, så kan jeg ikke sige, hvornår det bliver, siger efterforsker Henning Svendsen.

Sagen er langt fra henlagt. Den ligger fortsat på hans bord, og der sidder fortsat mellem tre og seks mænd dagligt og vender de gamle sten én gang til.

-  Jeg bryder mig virkelig ikke om at se det som et uopklaret drab. Det kan lyde som en kliché, men jeg kan simpelthen ikke have det! Det er selvfølgelig allermest forfærdeligt for de pårørende, men det er også forfærdeligt for mig som efterforsker og for vores sagsbehandlingsteam. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det drab, og hvor jeg ikke ønsker, at vi kunne opklare det, siger han.

Fingeraftryk og Dna-profil blev allerede inden jul sidste år sendt ud via den europæiske politienhed Europol i håb om et match blandt de cirka 50 lande. Men det udeblev, selvom der fortsat mangler respons fra enkelte lande. Det er den slags, Henning Svendsen fortsat rykker for.

- Hver gang der er et overfald, så bliver jeg mindet om den her sag. Jeg glemmer den aldrig. Og hver gang der opstår en sag, hvor vi på nogen måde kan sammenligne med det, der skete i Virum, for at se om der er et et sammenfald i mønster, så gør vi det, forklarer han.

I januar offentliggjorde politiet en mystisk seddel, som blev fundet i en taske, som drabsmanden havde forsøgt at stjæle med sig fra villaen i Virum, og som også var smækket inde i bilen. Men det viste sig blot at være en seddel, der var blevet husstandsomdelt af nogle polakkerne, der søgte om tøj til nødhjælp. Samme dag slap politiet et billede ud af nogle formodede indbrudstyve fra en anden sag sidste sommer - deres fremgangsmåde var den samme som ved indbruddet i Virum. Men heller ikke det førte til gerningsmanden. I dag har politiet ikke mere at dele med offentligheden.

- Det kan godt være, at gerningsmanden holder lav profil nu, men jeg håber, at han dummer sig en dag, så kan han hoppe, springe og danse, men så ved vi, hvem han er. Og så har vi ham - forhåbentligt.

I dag er huset på Frederiksdalsvej i Virum sat til salg af Heidi Abildskovs mand, som ikke ønskede at flytte retur, efter politiet var færdige med deres tekniske undersøgelser.

- Jeg forstår udmærket, at de pårørende ikke ønskede at flytte tilbage, siger efterforskeren.