Ungdomsklubben Frihjulet på Vognporten i Albertslund er helt ødelagt, efter en voldsom brand tirsdag aften hærgede institutionen.

Politiet undersøger om branden er påsat. Branden i institutionen var så voldsom og afgav så meget røg, at politiet tirsdag aften rådede folk i området til at holde sig inden døre.

Efter at have kæmpet med branden hele aftenen og natten, har brandvæsenet dog fået styr på branden. Det oplyser vagtchef Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi til bt.dk tidlig onsdag morgen.

- Branden er kommet under kontrol, men man er fortsat i gang med efterslukningsarbejdet, siger han.

Branden blev opdaget af forbipasserende, der ringede til politiet klokken 20.30. Men selv om brandvæsenet har kæmpet bravt mod flammerne lige siden, så stod bygningen ikke til at redde.

- Det var en meget voldsom brand, og bygningen er helt ødelagt, fortæller vagtchefen og tilføjer, at ingen kom til skade ved branden.

Politiet ved endnu ikke, hvad årsagen til branden skyldes.

- Det skal teknikere undersøge i løbet af i dag, og så vil også undersøge, om branden kan være påsat, siger Kim Svenningsen.

Den voldsomme brand var ikke den eneste, der plagede den den københavnske vestegn tirsdag aften. Brandvæsenet måtte også rykke ud til to andre brande, dels i en campingvogn på Nyvej i Albertslund, og dels i en mindre lastbil på Korsdalsvej i Rødøvre.