Sagen om Anna Mee Allerslevs bryllupsfest på Rådhuset i København får nu direkte konsekvenser for fejringen af hendes partifælles fødselsdag.

BT er kommet i besiddelse af en mail, hvori Henrik Nord fra De Radikale i København oplyser, at han har flytte sin fødselsdagsreception væk fra Rådhuset.

Henrik Nord sidder i Københavns Borgerrepræsentation for De Radikale. Han er medlem af Socialudvalget og af Børne- og Ungdomsudvalget.

2. oktober fylder han 60 år, og det var oprindeligt planen, at det skulle fejres med en reception på Københavns Rådhus. Men efter den massive medieomtale af Anna Mee Allerslevs omstridte Rådhusbryllup, har han nu valgt at flytte arrangementet til andre lokaler.

'Da det kan være forbundet med en del negativ avisomtale at afholde arrangementer af privat karaktér på rådhuset, har jeg besluttet at flytte receptionen 200 meter til Radikale Hovedstadens lokaler i Kompanistræde 22. Traktementet vil være det samme, og jeg vil glæde mig til at byde dig velkommen,' skriver han i mailen, der er stilet til gæsterne.

26. august benyttede Anna Mee Allerslev Københavns Rådhus til sin bryllupsreception uden at betale de 65.000 kroner, det normalt koster borgere at leje Rådhuset.

Anna Mee Allerslev har efterfølgende valgt at betale 17.316,25 kroner tilbage til kommunen for den forplejning, der blev serveret til en fødselsdagsreception på Rådhuset, som hun holdt i 2014 i forbindelse med sin 30 års-fødselsdag.

Den radikale borgmester har, efter sagen om receptionen fik stor omtale i danske medier, sagt farvel til sin pressechef.

Tidligere på ugen fortalte Lasse Perrild-Mathiasen således til BT, at han fremover skal være digital chef i virksomheden Nextwork. Her begynder han til oktober, men allerede i august drøftede han sine jobplaner med borgmesteren.

Beslutningen kommer altså ikke som en konsekvens af den seneste tids tumult omkring beskæftigelses- og integrationsborgmesteren.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommenter fra Henrik Nord.