Torsdag aften blev en 49-årig mand fundet liggende foran en ejendom på Elmegade i Herning-bydelen Hammerum. Manden var faldet ned fra anden sal, og politiet undersøger, om der ligger en forbrydelse bag.

Derfor efterlyser Midt- og Vestjyllands Politi nu to vidner, som de håber, kan kaste lys over omstændighederne bag dødsfaldet. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Det drejer sig om to mænd på omkring 20 år og en pige på 16-17 år, som alle er set i nærheden af adressen på Elmegade omkring kl. 18.00.

Alarmcentralen blev kontaktet 18.18 af vidner, som fandt manden liggende foran ejendommen. Han var død, da politiet ankom.

»Der er et vidne, som hører noget uhensigtsmæssigt. Om det er et bump, tør jeg ikke svare på, men i hvert fald hører han, at han ligger der,« fortalte politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henning Præstegaard, til Ritzau efter fundet af den omkomne 49-årige.

Politiet kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, om der er tale om et uheld eller en forbrydelse.