Den 14-årige dreng, der blev ramt af et knivstik under et skænderi i Helsingør søndag eftermiddag, er nu uden for livsfare. Det fortæller vagtchef, Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

»Heldigvis fik leveren kun en mindre skade og drengen er nu stabil og uden for livsfare,« siger Palle Jørgensen.

Den 14-årige dreng kom op at skændes med en anden 14-årig dreng i Vapnagård kort f'ør kl. 17 søndag eftermiddag.

Begge drenge er fra lokalområdet.

Skænderiet udviklede sig til slagsmål, hvor der pludselig også blev trukket en kniv.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

Politiet dukkede talstærkt op i området, og den 14-årige dreng blev i hast fløjet med helikopter til Rigshospitalet.

Politiet kan endnu ikke oplyse noget om, hvad slagsmålet handlede om, da ingen har haft lyst til at sige noget om det. Vurderingen er dog, at det ikke er banderelateret.

Den 14-årige dreng, der førte kniven, er overgivet til de sociale myndigheder.

Politiet fortsætter efterforskningen af sagen.