En 48-årig mand fra Rønne er død efter at være blevet skudt af politiet. Manden angreb forinden betjentene med en kniv. En betjent er såret, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Her skriver Bornholms Politi, at det var under en politiudrykning til en lejlighed i Sankt Mortens Gade i Rønne klokken 01.47 natten til torsdag hændelsen fandt sted.

Ved du noget om sagen? Så skriv til BT på 1929@bt.dk eller via vores Facebook-side

Politiet var kaldt ud til en 'uro/uorden' i lejligheden. Og her blev betjentene angrebet med kniv af lejlighedens 48-årige mandlige beboer. Bornholms Politi beskriver dernæst, at en af betjentene blev ramt i ryggen af mandens kniv og betjenten pådrog sig læsioner. Derfor besluttede politiet sig for at afgive skud, og den 48-årige mand blev ramt.

Politibetjentene begyndte herpå førstehjælp til manden. Han blev efterfølgende bragt til akutmodtagelsen på Bornholms Hospital, hvor hans liv ikke stod til at redde. Han afgik ved døden 03.03, oplyser politiet.

Til BT fortæller efterforskningsleder ved Bornholms Politi, at betjentene blev kaldt ud til lejligheden, da der blev spillet meget høj musik, og det er her, det eskalerer.

»Vi bliver kaldt ud til en episode, hvor der bliver spillet høj musik. Og betjentene vælger at tage mandens anlæg med, da de er sikre på, at han vil spille høj musik igen. Og det er her, han vælger at angribe dem med kniv,« forklarer efterforskningsleder Peter Jørgensen.

»Han angriber betjentene og rammer den ene med flere stik. Vores kollega blev behandlet på akutmodtagelsen efterfølgende. Han er udskrevet nu, og han har det godt fysisk, men ikke så godt psykisk,« siger efterforskningslederen.

Han oplyser desuden, at der udover den 48-årige nu afdøde mand, så var der også en kvinde i lejligheden. Hun var dog ikke involveret i den dramatiske episode.

Sagen bliver nu overdraget til den uafhængige politianklagemyndighed, som det er normalt procedure, når politiet skyder.