På sagens fjerde dag fortalte retsmedicineren om arbejdet med at fastslå Eddie Karl-Johan Christensens dødsårsag.

Det var drabelige detaljer, som mandag kom frem i sagen om drabet på Eddie Karl-Johan Christensen, som blev skudt og brændt i maj sidste år.

Det fortæller TV 2 Nord.

Undervejs har flere vidner afgivet forklaring ved Retten i Hjørring, og på sagens fjerdedag var turen kommet til den retsmediciner, der undersøgte de to olietønder, der blev fundet på en adresse på havnen i Frederikshavn.

Ifølge retsmedicineren var liget af Eddie Karl-Johan Christensen i flere tusinde dele, og at det derfor ikke var muligt at lave en egentlig obduktion.

»Der var kun knoglevæv, så vi lavede en udvidet knogleundersøgelse,« sagde retsmedicineren ifølge mediet i retten, retsmedicineren forklarede videre, at det ikke var muligt at fastsætte en dødsårsag.

To mænd på henholdsvis 46 år og 53 år sidder på anklagebænken for mordet.

Sagen mod de to tiltale for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen er berammet til ni retsdage.
Sagen mod de to tiltale for drabet på Eddie Karl-Johan Christensen er berammet til ni retsdage. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ifølge den 46-årige var Eddie død, inden han blev lagt på et brændende bål. Den 46-årige nægter dog at have medvirket til selve drabet.

Den 46-årige har tidligere forklaret i retten, at det var en grillaften, der udviklede sig voldsomt.

Den 46-årige og den medtiltalte 53-årige mand var 9. maj i gang med at forberede til en fælles grillaften. Sammen stod de i køkkenet og tilberedte maden, hvorefter Eddie dukkede op.

Men pludselig løb tingene af sporet ifølge den 46-årige og endte altså med drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

Dagens retsmøde er det fjerde ud af ni.