Dyrlæge sigtet for drab bliver bag tremmer

Den kvindelige dyrlæge fra Nordsjælland, der er mistænkt for at dræbe sin mand med dyremedicin, er gået med til at sidde bag tremmer endnu to uger.

Kvinden har siddet varetægtsfængslet for drabet på sin mand siden 18. december. Hun skulle ellers have været til retsmøde tirsdag, men hun er endnu engang gået med til at forlænge varetægtsfængslingen frivilligt. Denne gang frem til 26. februar. Det oplyser efterforskningsleder Morten Risager-Pedersen fra Nordsjællands Politi.

- Der er sket en frivillig fristforlængelse frem til 26. februar, siger vicepolitikommissær Morten Risager-Pedersen til bt.dk

Kvinden, der er mor til en lille pige på tre år, blev enke, da hendes mand blev fundet død i parrets tidligere fælleshjem i Nordsjælland for over et år siden, 12. december 2011. Dødsfaldet blev dengang betragtet som et selvmord, men siden har politiet valgt at tage sagen som mord og sigte enken for det.

Den kvindelige dyrlæge er sigtet for at have forgiftet sin mand med en blanding af forskellige bedøvelsesmidler til dyr, herunder hestebedøvelsespræparatet ketamin, som ifølge sigtelsen var skyld i hans død.

Politiet har lukket sagen for offentligheden med lukkede døre under grundlovsforhøret og navneforbud. Men efterforskningsleder Morten Risager-Pedersen fra Nordsjællands Politi medgiver, at der er tale om en usædvanlig sag.

- Vi har efterforsket på den i rigtig lang tid. Det er noget, der er sket sidste år, og først nu har vi opbygget et mistankegrundlag, og først nu har vi opbygget en sigtelse, så det er en speciel sag, har Morten Risager-Pedersen tidligere sagt til bt.dk om sagen.

Læs også: