En 61-årig mand fra Viby på Sjælland mistede sent fredag aften livet, da han var ude at snorkle i vandet nær Hundested.

Den 61-årige var sammen med en 31-årig mand i det mørke vand, men efter et stykke tid blev han fundet livløs, oplyser Nordsjællands Politi.

Ulykken skete nogle hundrede meter fra kysten, og den 31-årige fik reddet sin dykkermakker op på land og udøvede førstehjælp, men den 61-årige blev erklæret død, da lægen ankom til stedet.

»Dykkerne er ude at snorkle, og de skulle angiveligt have haft det korrekte udstyr på og ikke have oplevet uforudsete hændelser. Men pludselig er den ene livløs og stod ikke til at redde,« siger vagtchef Søren Bjørnestad.

Det er endnu uklart, om den 61-årige døde af naturlige årsager såsom et hjertestop, eller om han druknede.

BNB