Færre danskere dømmes for vold, viser nye tal. Udviklingen skyldes ifølge en analytiker, at nutidens unge holder sig på dydens smalle sti af frygt for pletter på straffeattesten.

Antallet af voldsforbrydelser i Danmark rasler ned. For fjerde år i træk, at antallet af voldsdomme er faldet, og tendensen er især tydelig blandt de unge mænd.

Ifølge analytiker Rannvá Møller Thomsen fra Det Kriminalpræventive Råd er en af forklaringerne på udviklingen, at nutidens unge i stigende grad holder sig fra alkohol og stoffer.

»Det skal ses i sammenhæng med livsstilen hos de unge. De drikker mindre, tager færre stoffer, og har en mindre gadeorienteret livsstil. Det er faktorer, der har sammenhæng med vold og kriminalitet blandt unge,« siger hun.

»Desuden ser vi en årgang af unge, der er meget fremtidsorienterede og ved, at det kan have konsekvenser for uddannelse og job, hvis de begår kriminalitet,« siger Rannvá Møller Thomsen.

I alt blev der sidste år afsagt 5.750 domme i voldssager, og det er 11 procent færre end året før. Faldet gælder for alle aldersgrupper, men er størst for de 15-19-årige.

Det er ifølge Rannvá Møller Thomsen en tendens, der ikke bare ses blandt danske unge. Samme udvikling går igen blandt unge i mange andre vestlige lande.

Men selv om antallet af voldsdømte unge falder, er der stadig en hård kerne af kriminelle, der skal arbejdes med.

»Vi har en kerne af unge, der begår hyppig kriminalitet, og som mistrives på mange punkter,« siger Rannvá Møller Thomsen og uddyber:

»Vi har lige lavet en undersøgelse, hvor vi kigger på de her unge, der begår kriminalitet. Det er unge, der kommer fra udsatte familier og måske mistrives i skolen, hænger ud med kammerater, der måske også begår kriminalitet og mistrives, har et tidligt alkoholforbrug og med forældre, der måske også har problemer,« siger analytikeren.