Dummere end politiet tillader: Kørte for fuld skrald gennem afspærring

En mand, der søndag morgen tog turen for fuld skrald gennem en politiafspærring på Vesterbro i København, har den tvivlsomme ære at kandidere til titlen: 'Dummere end politiet tillader'.

Manden kørte så at sige lige i armene på politiet, der kvitterede ved at sigte ham for ikke mindre end fire overtrædelser af straffeloven.

På grund af en brand på Ny Carlsbergvej havde politiet i de tidlige morgentimer lavet politiafspærringer på Vesterbro.

- Vi holdt dernede med indsatslederbilen og havde politi, der stod og viftede med armene, siger vagtchef ved Københavns Politi Mads Firlings til bt.dk.

Alligevel overså manden både politi og afspærring og kørte direkte igennem.

- Det er nok det dummeste, man kan gøre, konstaterer vagtchefen.

Bilen blev stoppet og udover en stærkt påvirket bilist fandt politiet både narko og en kniv i bilen og manden bliver nu sigtet for at have kørt bil i spiritus- og/eller narkopåvirket tilstand, for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer og for ulovlig våbenbesiddelse.

- Det er lige før, det er en selvmøder, uden at han på nogen måde virkede angrende, siger vagtchefen til bt.dk

Turen endte søndag morgen på politistationen, hvor manden skulle aflevere både blod- og urinprøve og en forklaring.