Skanderborg. Skanderborg Kommune har efter et overfald på en 16-årig dreng med brændende benzin lavet en redegørelse om forholdene på den skole, som både ofret og de fire mistænkte går på.
To af de mistænkte gik i klasse med den 16-årige dreng på Mølleskolen. De to andre mistænkte gik i en anden klasse på samme årgang.
I redegørelsen kan man læse, at konfliktniveauet på årgangen var højere end både resten af skolen og landsgennemsnittet.
»Børnenes svar tegner et billede af Mølleskolen, som et sted hvor børnene har det godt. Men vores undersøgelse tyder også på, at der på niende årgang har været et højt konfliktniveau,« siger Søren Aalund, Børn- og ungechef i Skanderborg Kommune.
»Redegørelsen efterlader et indtryk af en skole, hvor eleverne trives, men også hvor der har været konflikter.«
Konfliktniveauet dækker over, hvor ofte eleverne har oplevet alt fra skænderi til slagsmål.
Redegørelsen beskriver også, hvordan der forud for overfaldet har været en konkret konflikt med nogle af de samme drenge få dage før.
Seks dage før overfaldet blev en elev fra årgangen hjemsendt efter et slagsmål med en anden elev på årgangen. Begge eleverne var involveret i overfaldet 6. februar, står der i redegørelsen.
De to pågældende elever viste dog ingen tegn på konflikt, da de arbejdede i en gruppe om morgenen 6. februar.
»Der var ingen indikation på det her. Havde lærerne fra morgenstunden tænkt, at de her drenge var på kant, havde man sørget for, at de ikke kom i gruppe sammen,« siger Alma Schack Andersen, der er konstitueret skoleleder på Mølleskolen.
/ritzau/