Dreng skudt i ansigtet med hardball-pistol
En 15-årig dreng blev sent fredag aften ramt i ansigtet af en hård plastik-patron affyret fra en såkaldt hardball-pistol.
En 15-årig dreng blev sent fredag aften ramt i ansigtet af en hård plastik-patron affyret fra en såkaldt hardball-pistol.
Ved midnatstid var den 15-årige sammen med nogle af sine kammerater gået udenfor, og mens de stod og trak frisk luft, kom en rød bil kørende forbi.
Fra bilen affyrede gerningsmanden skud fra en hardball-pistol ind i flokken og ramte den 15-årige dreng på næseryggen.
Ifølge vidner var manden, der affyrede skuddene, klædt i en sort vinterjakke af mærket Canada Goose, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.
- Vi har endnu ikke fået konkrete henvendelser om, hvem det kan være, men det håber vi selvfølgelig på at få, siger vagtchef Jesper Pedersen til bt.dk.
For blot en uge siden skete en tilsvarende episode, da en ligeledes 15-årig dreng blev beskudt og ramt direkte i øjet af et skarpt skud fra en hardball-pistol. Det skete i Kerteminde, som ligger få kilometer nord for Munkebo.
Fyns Politi kæder da også de to episoder sammen.
Sidste lørdag så vidner ligeledes en rød bil på gerningsstedet. Ifølge vidnerne var der tale om en Toyota.
Politiet tager sagerne meget alvorligt og opfordrer folk til at henvende sig, hvis man har oplysninger, der kan føre til pågribelse af gerningsmanden eller –mændene.