En halvandet år gammel dreng forsvandt lørdag aften i et skovområde i Nordjylland. Tidligt søndag morgen var han endnu ikke fundet.

Der var tidligt søndag morgen endnu ingen spor efter den kun halvandet år gamle dreng, som forsvandt i et skovområde i Nordjylland omkring klokken 21.30 lørdag aften.

Lørdag aften indledte Nordjyllands Politi en større eftersøgning, og den var søndag morgen blevet udvidet, så syv hundepatruljer og en helikopter ledte efter drengen i den lille skov i Gærum ved Frederikshavn.

»Hvis han ikke dukker op, tilkalder vi hundepatruljer andre steder fra,« sagde vagtchef hos Nordjyllands Politi Jan Stagsted omkring klokken 05.10 søndag morgen.

Politiet udvidede i løbet af natten eftersøgningsområdet lidt, og søndag morgen var eftersøgningen koncentreret om et område på cirka en kvadratkilometer.

»Krattet i området er meget tæt, så det tager noget tid at afsøge,« sagde vagtchefen.

Drengen forsvandt omkring klokken 21.30, da han gik med sin familie og plukkede bær. Ifølge vagtchefen ved familien ikke, hvordan drengen forsvandt:

»Han var bare lige pludselig væk, mens de gik derude«.

Politiet henstiller til, at bekymrede borgere bliver hjemme i stedet for at møde op for at lede efter drengen.

»Vi påskønner, at borgerne vil hjælpe til, men vi vil gerne have ro på til selv at klare det, for de ødelægger desværre mere, end de gavner. Vi skal nok give besked, hvis vi gerne vil have hjælp,« siger Jan Stagsted, der blandt andet henviser til, at for mange mennesker kan forvirre politihundene, der forsøger at få fært af drengen.

Der er ifølge vagtchefen få vandhuller i skovområdet, som er blevet søgt igennem.

Drengen var iført en hvid T-shirt og mørke smækbukser, da han forsvandt.