Trods behandling på hospital i Nuuk efter knivstikkeri er 17-årig dreng afgået ved døden.

En 17-årig dreng er død efter et knivstikkeri i Ilulissat i Grønland i lørdags, oplyser politiet i Qaasuisoq.

En 21-årig mand er anholdt i sagen. Han blev allerede søndag stillet for en dommer, som besluttede sig for at den 21-årige skulle tilbage holdes i foreløbig 25 dage.

Grønlands Politi efterforsker sagen som et drab, og der er blevet tilkaldt en retsmediciner fra Danmark for at foretage obduktion af den afdøde.

Politiet oplyser, at drengen afgik ved døden tirsdag eftermiddag.

Det grønlandske medie sermitsiaq.ag har tidligere skrevet, at drengen blev såret af knivstik i hovedet.

Knivstikkeriet skulle være foregået i en lejlighed i Ilulissat, der ligger ved Diskobugten i det vestlige Grønland. Byen var tidligere kendt under det danske navn "Jakobshavn".

I første omgang blev offeret bragt til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. Det ligger nogle hundrede kilometer mod syd. Det var her, at drengen tirsdag eftermiddag afgik ved døden.

Politiet har endnu ikke oplyst noget om, hvad der er gået forud for knivstikkeriet.

/ritzau/