Lystsejleren Brian Bonde blev dagens mand i Hundige Havn. På sin vej hjem fra en fiskekonkurrence reddede han en nødstedt sejler i land.
Dramaet udspillede sig omkring klokken 19.30, hvor Midt- og Vestsjællands Politi modtog et opkald fra en lystsejler i Hundige Havn. Den mandligere sejler var taget ud at sejle i Køge Bugt i sin sejlbåd, da denne pludselig begyndte at tage vand ind.
Politiet alarmerede Søværnets Operative Kommando, der sendte redningshelikopteren til stedet.
Samtidig var lystsejleren Brian Bonde på vej hjem i sin gamle motordrevne fiskerbåd. Han havde netop været i Brøndby Havn, hvor han havde deltaget i en fiskekonkurrence.
- Da jeg nærmede mig Hundige, så jeg redningshelikopteren. Den blev ved med at kredse rundt, og jeg tænkte, at der måtte være sket et eller andet, fortæller lystsejleren, der derfor tunede ind på kanal 16 på sin radio. Der kunne han høre, hvad redningshelikopteren ledte efter.
- Jeg hørte, at der var en båd, der tog vand ind, så jeg besluttede mig for at sejle imod den, fortæller Brian Bonde over telefonen til bt.dk.
Han fik hurtigt øje på den nødstedte båd, der på det tidspunkt ifølge Bonde havde taget 'rimelig meget vand ind'. Brian Bonde fik fortalt den nødstedte sejler, at han skulle rulle sit sejl ned, og med et reb blev båden fortøjret til sejlbåden. Derefter slæbte Brian Bonde båden efter sin motorbåd hjem til Hundige Havn.
Selv om det for nogle kan ses som en meget flot gerning, som Brian Bonde præsterede, så virker hovedpersonen selv noget upåvirket.
- Jeg har det selvfølgelig fint med at have hjulet, men det er ikke første gang. Jeg har tit været ude at hente folk, der er løbet tør for benzin, fortæller den erfarne sejler, der vurderer, at det kunne være gået rimelig galt for den nødstedte sejler, hvis ikke han havde fået hjælp.
Det lykkedes ikke bt.dk lørdag at få en kommentar fra Søværnets Operative Kommando (SOK) til sagen, men søndag formiddag bekræfter SOK, at episoden fandt sted.
SOK oplyser desuden, at redningshelikopteren kredsede om den nødstedte for at kunne hjælpe i tilfælde af, at båden sank.
