Omkring klokken 19.15 lørdag aften blev en kvinde overfaldet med kniv ved Fakta i Ringsted.

Det bekræfter politiet over for bt.dk, men ordensmagten kunne ved 21.15-tiden ikke komme med yderligere oplysninger i sagen.

I en mørk og fjern ende af parkeringspladsen sad gerningsmanden ovenpå sit offer, der råbte og skreg efter hjælp, oplyser et vidne til bt.dk.

Vidnet forklarer, at en mand, der ankom til stedet, løb over parkeringspladsen for at hjælpe kvinden. Men gerningsmanden rejste sig og slog ud efter den tililende mand, der selv blev stukket i armen.

Overfaldsmanden tog derefter flugten, mens de to ofre kom ind at ligge i Fakta-butikkens indgangsparti. Kvinden er ifølge vidnet blevet stukket i ryggen, mens manden, der kom hende til hjælp, blødte voldsomt fra armen.

bt.dks vidne fortæller, at blodet flød i hele indgangen, mens forskrækkede kunder og personale så til i baggrunden.

Ambulance og politi ankom til stedet cirka fem minutter senere, men der var gerningsmanden for længst væk.

Begge ofres tilstand er endnu ukendt.

Til Ekstrabladet.dk oplyser politiet sent lørdag aften, at der formentlig er tale om husspektakler, og at man mener at vide, hvem gerningsmanden er, men at man endnu ikke har pågrebet ham.