To unge pirater fra Holbæk havde ikke ligefrem held i sprøjten, da de onsdag morgen stjal et stort træskib i havnen i Holbæk og forsøgte at sejle væk.

Turskibet "Hjalm", der om sommeren sejler turister rundt på fjorden, satte sig nemlig hurtigt urokkeligt fast i isen nogle få hundrede meter uden for indsejlingen.

Det fik kl. 05.59 en af piraterne - en ung mand på 18 år fra Holbæk - til at ringe til politiet og bede om hjælp.

- Han oplyste, at han og en anden person havde stjålet ”Hjalm”. Under sejlads ud af havnen i Holbæk havde skibet sat sig fast i isen, så de ikke kunne komme fri. Derudover ville han og makkeren gerne reddes i land, da de havde for lidt tøj på i kulden på fjorden,  oplyser kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet kørte til Holbæk havn, hvor politiet kunne se træskibet  ligge 200- 300 meter uden for indsejlingen – tæt på den sejlrende, som Orø-færgen danner gennem isen.

I samarbejde med Søværnets Operative Kommando (SOK) besluttede politiet, at redde de to personer om bord i land med hjælp fra en redningshelikopter.

Kl. ca. 0820 lykkedes det redningshelikopterens personale at få de to personer reddet op fra skibet, og politi ombord i redningshelikopteren anholdt straks to mænd på 18 og 24 år - begge fra Holbæk.

Herefter fløj redningshelikopteren  til Roskilde lufthavn, hvorfra de anholdte blev bragt til politistationen i Roskilde til sigtelse og afhøring vedr. uberettiget sejlads i ”Hjalm”.

- De er sigtet for brugstyveri af skibet, og risikerer desuden en stor regning for både helikopterredningen og den efterfølgende bjærgning af skibet i isen, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til bt.dk.

Rutinemæssigt har en læge også taget en blodprøve af de to anholdte til nærmere undersøgelse for alkohol.

”Hjalm” vil i samarbejde med dens skipper og det lokale redningsberedskab i Holbæk blive forsøgt bjærget og sejlet retur til havnen.