Der er en dansk millionær forsvundet på vej til golf. Der er en sovende hustru. Og nu er der også en masse tårer. Samt en hund, som finder blodspor i den forsvundne mands garage.

Retssagen mod den sorte enke Maria Bulamu Povlsen er efter tre år og ti måneder endelig gået i gang i landsretten i Cape Town.

Statsanklager Mirriam Tsheole skal bevise, at den 72-årige Preben Povlsen ikke forsvandt på vej til golf, som hans hustru har sagt, men at han blev myrdet i sit soveværelse i ferievillaen i Gordons Bay. Og at at hans 40 år yngre, ugandiske kone og hendes to søskende sammen planlagde og udførte mordet.

Mødtes på golfferie




Preben Povlsen mødte første gang Maria Bulamu på en golfferie i Sydafrika i 1999. To år senere blev de gift, og Maria flyttede ind hos Preben i hans parcelhus i Farum. De fik to børn. Hun lærte sig dansk, fik uddannelse som sosu-assistent og arbejdede som vikar på forskellige plejehjem.

Men hvert år når vinteren kom til Danmark, rejste den lille familie på ferie i Sydafrika i to-tre måneder for at få sol.

I januar 2008 rejste de også til deres ferievilla i Kap-provinsen. Dette skulle blive den sidste rejse for Preben Povlsen, hvis lig blev fundet to uger senere i en sydafrikansk sandklit.

Retssagen har kørt i to uger. En kvinde har fortalt, at hun så Maria Povlsens søster, Stella Ssengendo, købe et specielt rengøringsmiddel den mandag morgen, da Preben Povlsen angiveligt forsvandt på vej til golf og hans kone lå og sov.

- Det kan fjerne alle pletter, selv blod, fortæller hun i retten.

En politimand har vidnet om sit samarbejde med sporhunden ’Bullet’, som er specialist i at finde blod selv i mikroskopiske mængder. Da hunden kom til villaen i Gordons Bay, fandt den blod på en stige, på garagegulvet og på en steak-kniv.

Gulvtæppe til afdøde



En gulvtæppe-forhandler har fortalt, at Maria Povlsen og hendes søskende kom ind i hans forretning for at købe et gulvtæppe mandag den 14. januar 2008. Det var den dag, Preben Povlsen angiveligt forsvandt på vej til golf.

Et andet vidne ansat i firmaet, har fortalt, at han tirsdag morgen den 15. januar lagde tæppet på i Preben Povlsens soveværelse. Han blev vist ind af Maria Povlsen.

- Jeg kunne se, at væggene i rummet var nymalede. Jeg kunne lugte malingen endnu, fortæller han.

På det tidspunkt havde Maria Povlsen endnu ikke meldt sin mand savnet.

Datter bryder sammen



Preben Povlsens voksne datter fra et tidligere ægteskab er tydeligt ubehagelig til mode, da hun går op i vidnesskranken og bliver bedt om at identificere de tre ugandere på anklagebænken.

- Hvad skete der, da du kom til Sydafrika for at lede efter din far, spørger anklageren.

- Maria kom ud fra huset og omfavnede mig. Hun græd højt og hysterisk. Så holdt hun pludselig op. Som om gråden blev skåret over af en saks. Og hun smilede og sagde: ’Preben kommer nok ind ad porten lige om lidt’, svarer den 54-årige Joan Kjærgaard.

Det gjorde Preben ikke.

Joan Kjærgaard fortæller, at hun et par dage senere talte i telefon med Francis Kimeze. Han ringede for at undskylde, at han ikke havde været forbi huset og hilst på hende.

- Han sagde: ’Men jeg har haft travlt med at flytte ting rundt.’

Joan Kjærgaard bryder sammen i gråd i vidnesskranken ved tanken om, at det er hendes fars lig, Francis Kimeze dengang flyttede rundt på. En retsbetjent iler til med et papirlommetørklæde og et glas vand.


Formue på 10 mio. kr.




Anklageren spørger, om Joan kender størrelsen på hendes fars formue.

- Omkring ti millioner danske kroner, svarer hun og fortæller, at hun har set den ægtepagt, som Maria og Preben underskrev, før de blev gift i 2001.


- Hvis de blev skilt, ville Maria ikke få nogle af de penge, min far bragte ind i boet. Hvis han døde, ville hun arve 75 procent.


På et tidspunkt beder statsanklageren om tilladelse til, at Joan Kjærgaard kan referere fra en telefonsamtale, hun havde med sin far kort før hans død.


Marias forsvarer protesterer. Hvad Preben Povlsen har sagt til sin datter i en telefonsamtale vil være rygter – og rygter kan ikke bruges i en retssag.

- Desuden har jeg ikke mulighed for at krydsforhøre afdøde, fordi han er afdød, siger William Booth og smiler over sine egne ord.

Dommeren beslutter efter en længere tænkepause, at hun ikke kan tage stilling til sagen, når hun ikke har set referatet af samtalen.


Til retten i håndjern



I torsdags skulle Joan Kjærgaard have været i krydsforhør. Men hun møder ikke op i retten. Anklageren fortæller, at Joan er blevet syg.

 Maria Povlsen og hendes søskende kommer til retsmøderne i håndjern. Broderen har fået grå hår efter næsten fire år bag tremmer. Stella har tabt sig. Maria Povlsen ser som den eneste ikke ud til at være påvirket af tiden i fængslet. I retten er hun velplejet og storsmilende. Lige bortset fra i torsdags.

50 knivstik



- Hvorfor har du ikke vist mig de billeder før, udbryder hun til sin forsvarer, da hun ser fotos af Preben Povlsens maltrakterede lig. En højlydt hulken følger, og hun græder videre, mens en retsmediciner fortæller, at Preben Povlsen blev stukket med en kniv ikke 46, men 50 steder på kroppen. Ingen af stikkene var dræbende.

Vidneforklaringen fra retsmedicineren fortsætter i morgen. Sagen er sat til at slutte den 17. november, men både anklager og forsvarere har antydet, at de behøver mere tid.