En 60-årig mand fra Silkeborg kan takke en heltemodig 55-årig kvinde for, at han er i live i dag.

Lørdag aften kl 21.01 politiet et alarmopkald. Den 60-årige mand var af uvisse årsager faldet i vandet i området ved Hjejlevej i Silkeborg og direkte ned i det iskolde vand.

- Vi ved ikke præcis, hvorfor manden faldt i vandet. Han har måske fået et ildebefindende, for der har tidligere været et sygdomsforløb involveret, lyder det fra vagtchef Kjeld Nedergaard fra Midt og Vestjyllands Politi.

Ved du, hvem kvinden eller manden er, så tip BT på 1929@bt.dk

- Det er ikke til at sætte et tidsinterval på, men han var stadig ved bevidsthed og råbte op,  siger han til bt.dk

Sprang i vandet

Men det var åbenbart den uheldige mands heldige dag. For en forbipasserende 55-årig kvinde viste intet mindre end en usædvanlig, heroisk indsats. I stedet for 'blot' at blive på land og ringe 112, handlede hun resolut.

- Hun tog en redningskrans om maven, sprang i vandet og fik fat i manden, som hun fik trukket ind til kajkanten. Her er kollegaer ankommet og får hjulpet med at hive dem begge i land, siger han.

Han er ikke i tvivl om betydningen af kvindens heltemodige indsats.

- Det er helt sikkert, at det er den, som er årsag til, at manden lever i dag. Vi havde selv været der fem minutter efter. Men hvis og hvis, det er jo ikke til at sige, hvor længe han kunne ligge der, lyder det fra vagtchefen til bt.dk

Vagthavende ved Brand og Redning i Silkeborg fortæller, at med de vandtemperaturer, der er i Gudenåen i øjeblikket, så kan det være et spørgsmål om minutter, før kroppen giver op. Men det afhænger af om man kan svømme eller ej.

Hvis man kan svømme og holde kroppen igang er vagthavendes vurdering, at man maksimalt kan overleve tre kvarter til en time i vandet.

Silkeborg er nærmest omgivet af vand og flere tusinde mennesker sejler rundt i kanoer på Gudenåen hvert år. Alligevel får Brand og Redning kun et fåtal af henvendelser om folk, der er faldet i vandet.

- Vi har måske 1-2 drukneulykker om året, ellers er det situationer, hvor folk selv kommer op af vandet igen, fortæller vagthavende.

Den 60-årige mand var meget forkommen efter opholdet i vandet og ligger nu på sygehuset i Silkeborg og har det efter omstændighederne ok.