Omkring 200 beboere blev natten til lørdag evakueret i Greve på grund af frygt for en bombe i en bus. Kufferten var blevet efterladt af en mand, der kort forinden havde truet chaufføren på livet med en pistol.

Ammunitionsryddere og kriminalteknikere blev hurtigt tilkaldt til Hundige Strandvej, efter manden havde forladt bussen. Da der var flere boliger i nærheden af bussen, gik politiet i gang med at få beboerne ud af deres hjem og bragt dem til en nærliggende skole, skriver Ritzau, ifølge dr.dk.

- Vi vurderede, at kufferten var mistænkelig, og derfor skønnede vi, at vi måtte området, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi til ritzau, ifølge dr.dk.

Først kl. 03:40 kunne ammunitionsryddere afblæse bombealarmen, og Greveborgerne kunne vende hjem. Københavns Vestegns Politi har i løbet af natten anholdt den 55-årige mand i Herlev. Her havde manden truet en anden borger med en pumpgun. Politiet fik besked om hændelsen kort før klokken et.  
 
Da politiet træffer manden, overgiver han sig med det samme. Den 55-årige er nu anklaget for at have truet flere personer på livet og for at være i besiddelse af både en pumpgun og en pistol, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi. Han er også sigtet for spirituskørsel. Den 55-årige vil blive stillet for en dommer i løbet af lørdag, siger vagtchefen.