Formand for Dansk Dragebåds Forbund er rystet over, at efterskoleklasen, der her til eftermiddag kæntrede i Præstø Fjord, sejlede så langt fra land på denne årstid.

13 efterskoleelever og deres to lærere kæntrede her til eftermiddag med en kajaktype kaldet dragebåd på Præstø Fjord. Efterfølgende er de forulykkede blevet bjærget til de nærliggende hospitaler.

Tilstanden blandt eleverne er kritisk og politiet har i øjeblikket indstillet eftersøgningen på en 44-årig mandlig lærer.

- Jeg fatter simpelthen ikke, hvad de laver en kilometer fra land. På denne årstid sejler man kun langs kanten. Det er dybt uansvarligt, og jeg rystet over det - især fordi det er gået ud over børn, siger formand for Dansk Dragebåds Forbund Jørgen Rasmussen til bt.dk.

Han mener ikke, at lærerne har taget ordentligt bestik af vintervejret. Hans råd på denne tid af året er ikke at ro længere ud end man har lyst til at svømme i land.

- Det var altså aldrig sket, hvis en af gamle kajakdrenge havde været med. De lærere skal være glade for, at jeg ikke stod ved siden af, da de besluttede det. Det er altså dybt seriøst, når man sejler ud: Man sidder stille i båden og man holder sin mund. Det er sjovt, men det er ikke legetøj, lyder det fra manden, der har 40 års erfaring med at sejle dragebåd.

Han oplærer sine egne elever på den hårde til at have respekt for det kolde vand: Han lader dem af og til dumpe i vandet på en halv meters dybde, så de kan lære hvor koldt vand omkring frysepunktet er.

- Jeg bliver da nogle gange betragtet som en sur stodder, men det er altså ikke for sjov. Når først sådan en båd tilter rundt får man den modsatte rælling i hovedet. Styrmanden skal altid være en af de garvede. Problemet her er, at de folk mangler erfaring , siger han.

Han har selv oplevet forulykkede personer i iskoldt vand. Efter 3-4 minutter er det oftest ikke muligt at genoplive personerne, og sådan en ulykke går altid hårdt ud over de pårørende, ifølge Jørgen Rasmussen.

Ud over den lave vintertemperatur sejlede dragebåden også ud i et relativt hårdt blæsevejr på 7-10 sekundmeter.