Den 23-årige mand, der juledag sidste år kørte tre mennesker ned i den lille by Kustrup ved Middelfart, bliver ikke straffet.

Det skriver Ekstra Bladet, som har talt med specialanklageren ved Fyns Politi.

Ulykken skete juledag, da en hel familie var ude at gå tur på den mørke landevej efter en julefrokost.



Den 23-årige bilist så ikke selskabet, da han ville overhale, og kørte direkte ind i en 73-årig mand, hans 72-årige hustru og deres 46-årige søn. De tre fodgængere blev dræbt på stedet.

- Jeg har sluttet sagen og opgivet at rejse tiltale, selv om manden i første omgang var sigtet for uagtsomt manddrab. Min afgørelse kan måske nok undre nogen. Men jeg har lagt til grund, at de tre fodgængere befandt sig midt på den sydlige vognbane. Det var mørkt, de bar alle mørkt tøj og havde ikke reflekser på, oplyser specialanklageren ved Fyns Politi, Klaus Holten Kristensen til Ekstra Bladet.

Specialanklageren har også lagt vægt på, at den 23-årige mand ikke kørte ikke for stærkt og heller ikke var påvirket af alkohol.
 
Den unge bilist har været dybt mærket af ulykken, og anklageren mener, at han er straffet hårdt nok i forvejen.

Den 46-årige mand var fraskilt og efterlod sig to sønner på 15 og 17 år.