DNA-teknik og en række nye vidner har givet håb om at opklare det 22 år gamle uopklarede mord på Stine Geisler. Det glæder moderen til den dræbte gymnasiepige.

Det er 22 år siden, at Kirsten Geislers datter, den dengang 18-årige Stine Geisler, blev brutalt myrdet i det indre København.

Nu har ny DNA-teknik og en række nye vidner skabt fornyet håb om, at gerningsmanden bag det uopklarede drab kan blive fundet, skriver Berlingske. Det glæder Kirsten Geisler:

- Det er et kæmpe fremskridt med disse nye teknikker, og jeg håber virkelig, at det bringer noget nyt frem, sådan at den skyldige kan blive fanget. Jeg håber, at der er nogen, som ved noget og som vil komme frem nu, selv om det er mange år siden. Jeg håber, at det giver resultater, så vi ville kunne lukke en af lågerne til vores sorg og fortvivlelse, siger Kirsten Geisler til Berlingske.

Hun stillede sig mandag aften frem i TV 2’s kriminalmagasin Station 2, der kunne fortælle, at Geisler-drabet og en række andre uopklarede drab var kommet nærmere en opklaring på grund af ny DNA-teknik.

Kirsten Geisler stiller sig frem, da hun håber, at hun dermed kan få eventuelle vidner til at gå til politiet.

- Jeg tror, at det er vigtigt for alle, som har været ude for en forbrydelse, at den skyldige bliver fanget og dømt og straffet. Det er vel en grundlæggende retfærdighedsfølelse, selv om det selvfølgelig ikke bringer hende tilbage, siger Kirsten Geisler og tilføjer:

- Man kommer aldrig over det. Det ligger hele tiden som et stort savn, en stor sorg og en stor rædsel, at min datter skulle miste livet på sådan en grusom måde, netop som hun stod og skulle starte livet, og det vi regnede med skulle være en lys fremtid, siger Kirsten Geisler til Berlingske.

Sagen om Stine Geisler er en af mindst 14 uopklarede drabssager, som politiet kigger med fornyet interesse på. Og omtalen flår den gamle sorg op igen, fortæller Kirsten Geisler.

- På en måde flår det det hele op igen, men på den anden side, så ligger det der hele tiden alligevel. Det er godt, at der er håb om, at man finder den skyldige. Jeg stiller mig frem, fordi jeg håber, at nye vidner henvender sig. Vi har været så heldige, at vi har haft en fantastisk støttende familie, venner og kolleger. På den måde har vi kunnet komme nogenlunde igennem sagen, men vi er aldrig kommet os over den.