En 31-årig mand begik tirsdag selvmord ved at springe ud fra et højhus. Politiet fandt den godt to-årige søn kvalt derhjemme.

En mand begik tirsdag selvmord ved at springe ud fra et højhus på Lundtoftegade på Nørrebro i København, efter at han havde efterladt sin søn kvalt og død hjemme i badekarret.

Den 31-årige far var ifølge et øjenvidne sprunget ud fra 11. sal. Da politiet via en låsesmed skaffede sig adgang til familiens lejlighed på Hothers Plads, fandt man en dreng på to og et halvt år liggende død i badekarret.

- Som det ser nu ud, er der tale om en forbrydelse. Der kan være tale om kvælning ved drukning, siger chefen for drabsafdelingen i Københavns Politi, kriminalinsektør Ove Dahl. En obduktion af drengen skal senere fastslå dødsårsagen mere præcist.

Moderen modtog tirsdag krisehjælp.

/ritzau/