To bulgarske brødre fængslet for rovmordet på 81-årige Kirsten Inge Damsgaard, der blev begravet i går

Bare 14.000 kroner, en vielsesring og nogle få øreringe.

Så lav var prisen for 81-årige Kirsten Inge Damsgaards liv, da hun på den næstsidste dag i 2011 omkring kl. 21 blev kvalt i sit soveværelse på Nordfrontvej i Herlev.

Det kom frem, da to unge herboende bulgarske brødre 20-årige AO og 22-årige IO i går blev fængslet i fire uger for rovmordet på den tidligere kræftsyge ældre kvinde.

Af sigtelsen fremgår, at Kirsten Inge Damsgaard døde, efter at brødrene mellem kl. 19.00 og 20.40 brugte hendes eget tøj til først at binde hende på hænder og fødder. Dernæst blev hun kneblet og rullet ind i sin dyne og sengetæppe, ’som de efterfølgende bandt stramt omkring hende brystkasse ved hjælp af en trøje.’

En cocktail, der kl. 21 kostede hende livet, da hun ikke længere kunne få vejret.

Lavmælte brødre

Iført ens grå joggingdragter og sort-hvide Mao-sko blev brødrene onsdag ført ind i retslokale 102 ved Retten i Glostrup. Begge svarede den bulgarske tolk lavmælt, da de blev bedt om at oplyse deres fødselsdag. Begge nægtede sig skyldige.

Efter at anklager Martin von Bülow havde læst sigtelserne op, lukkede retten dørene på hans begæring.

- Det kan på nuværende tidspunkt ikke udelukkes, at der er en medgerningsmand på fri fod, sagde han.

Begge bulgarske brødre har boet i Danmark i mere end et år. Lillebroren AO først hos sin kusine ganske nær Kirstens hjem, storebroren IO i en andet familiemedlems lejlighed på Frederiksberg, hvor også AO ifølge B.T.s oplysninger boede, da drabet skete.

Fandt smykker

Trods de lukkede døre, afslørede anklager Martin von Bülow efter godt to timers retsmøde et af beviserne mod de to drabs- og røverisigtede.

- Man har fundet nogle smykker på de sigtedes bopæl. Den ring, som der var indgraveret et navn i, er positivt blevet bekræftet som værende blandt de smykker, sagde Martin von Bülow om Kirsten Inge Damsgaards vielsesring med indgraveringen ’John 28.7-1951’ efter ægtefællen John Egon Damsgaard, som hun mistede i år 2000.

Sigtet for rovmord

Han sagde samtidig, at det var voldsomheden i brødrenes handlinger, der gjorde, at de er sigtet for rovmord og ikke hjemmerøveri og vold med døden til følge.

- De har været så voldsomme, så de må have vidst, at det kan man dø af, sagde Martin von Bülow.

Ifølge forsvarer Jesper Kobbernagel, der repræsenterer 20-årige AO, var de to mænd mærket af sagen.

- Det er meget alvorlige anklager. De nægter sig skyldige, og det siger sig selv, at de er meget rystede over anklagerne, sagde Jesper Kobbernagel efter retsmødet.