En 26-årig mand er netop i et nævningeting ved Retten i Svendborg blevet kendt skyldig i dobbeltdrab på sin 23-årige ekskæreste og hendes samlever på 35 år.

Der er enighed mellem de tre juridiske dommere og seks nævninge.

Det uhyggelige dobbeltdrab skete i landsbyen Snøde på Nordlangeland klokken cirka 20.45 søndag den 17. april i fjor.

Inden den 26-årige rettede et oversavet jagtgevær mod både sin ekskæreste og hendes nye samlever, påkørte han bevidst den 35-årige mand.

Det dræbende skud faldt kort efter, da den 26-årige sygeligt jaloux og nu drabsdømte mand vendte om med bilen til det kvæstede offer.

Mens han sagde ordene ”tror du, at du slipper så let?” skød han den 35-årige mand fra klos hold. Han affyrede to skud mod ham.

Den dræbte kvinde blev skudt med to skud. Det sidste skud var et nakkeskud, mens hun lå stille på vejbanen efter at være blevet ramt af det første skud kort forinden.

Den frygtelige tragedie skete i forbindelse med, at den 26-årige mand den skæbnesvangre aften kom til Snøde for at aflevere sin og ekskærestens fælles datter på fem år. Den lille pige sad på bagsædet af bilen, da hendes mor og bonusfar blev skudt på en måde, der reelt var rene likvideringer.

Mens skyldkendelsen nu er afsagt, skal der som det næste dokumenteres personlige forhold for den 26-årige dobbeltmorder, og derefter skal nævninge og juridiske dommere votere på strafudmålingen.

Han risikerer fængsel på livstid.

Bt.dk følger sagen i Retten i Svendborg…