Den 19-årige mand, der tirsdag blev dræbt af knivstik på Nørrebro, er bror til kendt Syrien-kriger og har angiveligt også selv været i Syrien.

Den dræbte på Nørrebro er identisk med Hamza Samsam, bror til den kendte Syrien-kriger Ahmed Samsam. Det bekræfter politiet i en pressemeddelelse.

Hamza Samsam havde af uvisse årsager skiftet navn til Andres Vo Riis, oplyser politiet.

Den 19-årige blev tirsdag afleveret på Rigshospitalets Traumeafdeling af to personer i en bil. Han var ilde tilredt af knivstik og afgik senere ved døden.

Ifølge politiet blev han ramt af knivstik i maveregionen under et masseslagsmål i Guldbergsgade ud for nr. 24 på Nørrebro.

Hamza Samsam og to andre personer var inde i en kiosk i Gulbergsgade. Da de kom ud, mødte de to personer, som de kom i skænderi med.

»Der opstår slagsmål med noget tjatteri og lussinger, og herefter kommer yderligere to personer til stedet, så de er fire mod tre. Det er under det slagsmål, at den forurettede bliver ramt af et knivstik i maveregionen,« siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen til BT.

Hamza Samsam var bror til den kendte Syrien-kriger Ahmed Samsam, der i 2012 stod åbent frem og fortalte, at han havde været i Syrien for at deltage i kampen mod landets diktator Bashar al-Assad. Han gav i den forbindelse et interview til DRs Puk Damsgaard, og han udtalte sig også til BT, da den danske prosyriske hjemmeside, Syrienblog, meldte ham til politiet for terror.

»Assad har lige slået 200 mennesker ihjel med en kemisk bombe, og så kalder de mig terrorist,« sagde han i august 2013 til BT.

Ahmed Samsam lagde i nat et billede af sin lillebror ud på facebook med en kort tekst på arabisk i kommentarfeltet:

»Må gud velsigne dig, kære.«

På billedet poserer Hamza Samsam med en kalashnikov automatriffel foran Islamisk Stats sorte flag.

Ifølge Syrienblog.dk har den nu dræbte lillebror Hamza Samsam også været i Syrien, hvor han har opholdt sig i byen Raqqa, der fungerer som hovedstad for Islamisk Stat. Det har dog ikke været muligt for BT at få bekræftet den oplysning fra andre kilder.

Tirsdag eftermiddag blev Hamza Samsam afleveret ved indgangen til Rigshospitalet, efter at han var blevet dødeligt såret af knivstik på Nørrebro.

Et øjenvidne, der så Hamza Samsam blev afleveret på Rigshospitalet, fortæller til eb.dk, at han ankom i en bil sammen med to personer. Den ene person råbte angiveligt:

»Det er min lillebror, hjælp, han er død, han er død«.

Politiet har ikke ønsket at oplyse, om Ahmed Samsam deltog i masseslagsmålet, eller om det var ham, der afleverede sin lillebror på Rigshospitalet.

Det er endnu uvist, hvorfor de to grupper kom op at skændes. Ifølge BTs oplysninger havde Hamza Samsam perifære relationer til banden Black Ghosts. Guldbergsgade ligger i et område Nørrebro, der er kendt som LTF-territorium.

Der er dog endnu uvist, om gerningsmændende var banderelaterede.

På en Facebook-side, der tilhører den dræbtes søster, strømmer det ind med kondolance-beskeder. En del er skrevet på arabisk med referencer til koranen, men der er også flere beskeder skrevet på dansk.

Politiet efterlyser vidner og opfordrer folk, der har oplysninger i sagen til at kontakte politiet på 114.