Alt tyder på, at den kvinde, der søndag mistede livet efter styrt på Roskilde Festivalen, er tysk.

Politiet er nu tæt på endelig at have identificeret den kvinde, der søndag mistede livet, da hun faldt fra Roskilde Festivalens cirka 30 meter høje svævebanetårn.

Man kan nu med næsten sikkerhed konstatere, at den dræbte kvinde er tysk.

Politiet er i øjeblikket i gang med den fuldstændige identifikation, og når den foreligger vil den afdøde kvindes pårørende og derefter offentligheden blive underrettet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Dødsulykken fandt sted klokken 14.33 ved festivalforlystelsen Tuborgs Grønne Svævebane.

/ritzau/