Den 46-årige Peter Schytt Hollesen, der søndag morgen blev dræbt i Slangerup i Nordsjælland, blev måske offer for sit gode hjerte og sociale samvittighed.

Det er i hvert fald den teori, som flere beboere i området giver udtryk for, efter at det står klart, at det var den 46-årige familiefar og ejer af Dækcentralen i byen, der søndag morgen blev fundet dødeligt kvæstet i det industrikvarter, hvor hans egen virksomhed også ligger.

- Han overtog dæk-firmaet i 2009 efter sin far, der havde grundlagt Dækcentralen i 1967. Både Peter og hans far havde altid den indstilling, at de gerne ville gøre noget godt for unge mennesker, der havde brug for lidt hjælp i tilværelsen - eksempelvis hvis de ikke havde klaret sig så godt i skolen eller var havnet i noget kriminalitet, fortæller en Slangerup-borger, der kendte den dræbte virksomhedsjer godt.

- Når man besøgte dækværkstedet kunne man da også godt nogle gange få oplevelsen af, at det ikke nødvendigvis var Guds bedste børn, der arbejdede der. Nogle af dem ville jeg nok have det sådan med, at hvis jeg mødte dem på en mørk vej, så ville jeg skifte side, fortsætter kvinden til bt.dk.

Peter Schytt Hollesen blev kort efter kl. 09 søndag fundet dødeligt såret af en kvinde i en indkørsel til et industrikompleks på Håndværkervangen 3 i den vestlige udkant af Slangerup. Han blødte ifølge vidneudsagn kraftigt fra både hovedet og maven, men trods førstehjælp fra tilkaldt politi og ambulancelægen, stod hans liv ikke til at redde.

 

Formentlig var han søgt mod Håndværkervangen, da området huser de nærmeste egentlige boliger i området, og blandt andet en af hans nære venner bor på stedet.

Lige før sin død var den 46-årige firmaejer dog ifølge oplysninger til bt.dk i stand til at fortælle politiet, at gerningsmanden var en person, der befandt sig på Dækcentralen. Da politiet strakt efter nåede de få hundrede meter hen til firmaet på Raasigvangen 5, fandt man en 33-årig ansat i firmaet død på stedet.

De nærmere omstændigheder omkring dette dødsfald er foreløbig ikke oplyst - heller ikke om der er tale om et selvmord.