Den drabstiltalte IC ringede selv til 112, efter han havde skudt sin kæreste, Elisabeth Bakkan, med en pistol den 21. november sidste år. Det kom frem, da retssagen mod den 22-årige aarhusianer blev indledt i Retten i Aarhus tirsdag formiddag.

Med tårerne trillende ned af kinderne lyttede den 22-årige til optagelsen af alarmopkaldet, som blev anklageren afspillede i retten. Optagelsen gav et uhyggeligt indblik i de tragiske begivenheder, der kostede den kun 21-årige Elisabeth Bakkan livet.

- Skynd dig, hun er blevet skudt. Hun er helt bevidstløs, nærmest råbte IC, da han havde ringet 112.

Læs også:

Under alarmopkaldet havde den vagthavende på alarmcentralen svært ved at få kontakt til den tydeligt oprørte IC, der forgæves prøvede at få liv i sin døde kæreste.

- Hvad skal jeg gøre? Der er ingen puls, for helvede. Eli. Eli, lever du? Vågn op. Hjælp, kunne de tilstedeværende i retten høre den 22-årig trygle på optagelsen af alarmopkaldet.

IC nægter sig skyldig i drab. Hans forsvarer, Peter Ølholm, forklarede ved retssagens begyndelse, at hans klient erkender simpelt uagtsomt manddrab med henvisning til, at det var et uheld, at pistolen gik af.

Læs også:

- Jeg sad ved siden af og legede med en patron, og så gik der noget af, forklarede IC, da alarmcentralen spurgte, hvordan Elisabeth blev skudt.

Den første patrulje nåede frem til lejligheden i Bispehaven i Aarhus, hvor Elisabeth Bakkan blev dræbt, seks minutter efter alarmopkaldet. Her blev den 22-årige anholdt og dagen efter fremstillet i grundlovsforhør. Dommeren valgte dengang at varetægtsfængsle IC, og det har han været siden.

Under grundlovsforhøret afgav IC forklaring, men han har ikke siden ønsket at tale med politiet om sagen, ligesom han ikke ville deltage i en rekonstruktion af drabet.

Der forventes at falde dom i sagen fredag den 17. oktober.