Den 31-årige sygeplejerske fra Nykøbing Falster Sygehus, der sigtes for at have slået fire patienter ihjel og for drabsforsøg på en femte, har efter politiets opfattelse også overtrådt loven, mens hun har siddet bag tremmer.

Dels ved at kommunikere ulovligt med sin kæreste via mobiltelefon fra arresten i Nykøbing, og dels ved at have taget ulovlige piller under sin fængsling.

Det oplyste advokaturchef Michael Boolsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi som anklager, da sygeplejersken tirsdag fik sin varetægtsfængsling forlænget med yderligere fire uger ved et retsmøde i Nykøbing Falster.

Sygeplejersken  nægter sig skyldig - både i drab, drabsforsøg og de øvrige sigtelser. Hun blev anholdt 1. marts i år efter en dramatisk weekendvagt på sygehuset i Nykøbing Falster, hvor hun ifølge politiets sigtelse dræbte tre ældre patienter og forsøgte at slå en fjerde ihjel. Under sin over otte måneder lange varetægtsfængsling er hun desuden blev sigtet for bl.a. yderligere et drab på en patient i 2012.

Retskemiske analyser af hårprøver fra sygeplejersken har ifølge politiet også vist, at hun under sit ophold i arresten har indtaget to antipsykotiske medikamenter. Piller som hun ikke på legal vis har fået ordineret af en læge og som er omfattet af loven om euforiserende stoffer. Under en afhøring for nylig har hun dog over for politiet nægtet sig skyldig i den sigtelse.

Prøverne af hendes hår viste også, at hun i månederne op til sin anholdelse havde taget en række tunge medikamenter, der normalt kræver lægelig ordination - typisk fra psykiatere. Desuden viste hårprøver fra hendes datter, at den syv-årige pige havde fået det vanedannende sovemiddel Zopiklon, der ikke må gives til børn. Også denne sigtelse - at have forvoldt nærliggende fare for datterens liv eller førlighed - nægter sygeplejersken sig skyldig i.

Under den omfattende efterforskning af den 31-årige sygeplejerskes aktiviteter har politiet også undersøgt indholdet i hendes mobiltelefon. Heraf fremgår det blandt andet, at hun på et tidspunkt har sendt en sms til sin tidligere ægtefælle, om at deres fælles datter var syg og var blevet tilset af en læge. Ifølge den redegørelse for efterforskningen, som anklageren fremlagde i retsmødet, fremgår disse oplysninger imidlertid ikke at datterens journal.

I retten kom det også frem, at sygeplejerskens forældre nu for egen regning har hyret stjerneadvokaten Henrik Stagetorn til at bistå den beskikkede forsvarer Jørgen Lange i det fortsatte forsvar af den 31-årige. Byretten i Nykøbing Falster gav i august grønt lys til, at der kunne være to beskikkede forsvarer i sagen, fordi den var så omfattende og krævende at sætte sig ind i. Den kendelse omgjorde Østre Landsret dog i september, og nu har sygeplejerskens forældre altså besluttet selv at betale for den ekstra advokat-bistand til deres datter.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er nu så tæt på at være færdig med efterforskningen, at sagen er blevet sendt til Statsadvokaten i København, der skal afgøre, om sygeplejersken skal tiltales.