Politiet mener, at den 58-årige far, der 12. august forsøgte at dræbe sine fireårige tvillingepiger med en kniv på Rigshospitalet, skal blive bag tremmer. Han er varetægtsfængslet frem til 6. september sigtet for drabsforsøg.

- Vi vil begære fængslingen forlænget med fire uger, siger politikommissær Hans Erik Raben, Københavns Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Umiddelbart efter overfaldet forsøgte den 58-årige at begå selvmord ved at springe ud af et vindue. Pigerne blev hårdt kvæstet ved knivstikkeriet, og en overgang var den ene i livsfare.

- Grunden til, at det er trukket ud, er de skader, der har været, og den traumatiske oplevelse, det har været. Det, der er kommet i første række, har været at behandle familien og forsøge at få den på benene igen, siger Hans Erik Raben og understreger, at politiet stadig er i gang med at efterforske sagen.

Han vil ikke sige noget om, hvordan pigerne har det i dag.

- Der har været skrevet mangt og meget om sagen, og det har været særdeles hårdt for familien. Vi har aftalt, at vi ikke vil sige mere, siger han.

6. september tages der stilling til, om varetægtsfængslingen forlænges yderligere. Det er for tidligt at sige, hvornår der foreligger et anklageskrift, oplyser Hans Erik Raben.