Der var formentlig tale om et internt opgør i rockergruppen Hells Angels, da to rockere fredag aften blev henholdsvis skudt i benet og knivstukket, udsat for vold og smidt ud af en bil ved Ugandaskoven på Amager, oplyser Københavns Politi.

Episoden har med andre ord sandsynligvis intet at gøre med konflikten mellem Hells Angels og Bandidos, som Berlingske Nyhedsbureau og flere andre medier tidligere har antydet.

Politiet foretog efterfølgende flere aktioner mod rockergruppens klubhuse i Storkøbenhavn og anholdt cirka 30 personer, hvoriblandt politiet håber at finde gerningsmanden. Der vil senere blive taget stilling til, om nogle af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør.

De to sårede mænd er ifølge politiet uden for livsfare. Der er tale om en 31-årig og en 32-årig. Ifølge eb.dks oplysninger er begge for nyligt blevet smidt ud af Hells Angels og er kommet i såkaldt »bad standing«.

Der har de seneste dage været flere voldelige sammenstød mellem rockergrupper i Danmark.

Onsdag morgen blev en førerløs lastbil kørt ind i Bandidos’ klubhus på Amager Landevej. Senere samme dag stormede politiet 17 sjællandske rockerborge og fandt skydevåben og blandt andet amfetamin og hash. Mere end 100 personer blev tilbageholdt, og tre blev anholdt og varetægtsfængslet.

Dagen efter kom turen til to rockerborge i Esbjerg, hvor fire blev anholdt for at besidde narkotika.

Ved du noget? Tip os på 1929@bt.dk eller indtast dit tip her.