Den 17-årige Taha Chiadmi, der tidligere fredag blev dømt for drabet på den 21-årige Jon Patorra, mødte op til sidste del af retsmødet med et blåt øje.

Med røde mærker under sit venstre øje og tydelige mærker på kinden, trådte den drabsdømte Taha Chiadmi ind i retslokalet i Retten på Frederiksberg lidt før klokken 16.00 for at modtage sin endelige straf. Selv fra tilhørerrækkerne var det tydeligt, at der var foregået noget i pausen fra klokken 14.00 til 16.00, ikke mindst da den medtiltalte Jonathan Johnsen Dos Santos begyndte at tørre blod af sin kammerats ansigt.

Den drabsdømte Taha Chiadmi blev undersøgt i retten, men efter han havde modtaget de syvs fængsel for Jon Patorra-drabet, vidste hans forsvarer Kåre Pihlmann fortsat ikke, hvad der var foregået i pausen.

- Han fået nogle mærker, og han har også blødt, men hvad der præcist er sket, ved jeg simpelthen ikke. De sociale myndigheder er kontaktet, og han vil blive tilset af en læge, når han kommer til Egely i aften, sagde forsvarer Kåre Pihlmann med henvisning til den sikrede institution, som hans klient sidder varetægtsfængslet på.

- Man forestille sig flere scenarier, enten at han er blevet overfaldet af andre i pausen, eller at det sket i forbindelse med kontakt til betjente i retten. Han kan have været aggressiv, og de kan have haft behov for at lægge sig ned, og så har han kun sig selv at takke for det. Men det er klart, at vi nu undersøger, hvad der er sket, sagde Kåre Pihlmann efter retsmødet.

Taha Chiadmis mor, der også var til stede ved dagens retsmøde, protesterede allerede højlydt, da hendes 17-årige søn fredag eftermiddag trådte ind i retslokalet efter pausen. 'Nej, nu er det for meget. Nu skal de høre for det', udbrød hun højt.

Efterfølgende ville hun dog ikke kommentere episoden nærmere, men sagde kortfattet, at hun ikke mente, det var første gang. Og hun lagde heller ikke skjul på, at hun mente, politiet stod bag.

- Det er sket før. I tirsdags, hvor han fik banket hovedet ind i et vindue. Nu frygter jeg for, hvordan det skal gå ham under transporten, sagde hun med henvisning til kørslen til den sikrede institution Egely på Fyn.